Billede beskrivelse

FGU Nordvest bliver en del af det stærke uddannelsesmiljø på Limfjordsvej

11. december 2025 kl. 11.03

NYKØBING MORS: Fra 1. januar 2026 får FGU Nordvest ny adresse på Limfjordsvej 95 i Nykøbing Mors. 

Det fortæller FGU Nordvest.

Her bliver skolen en del af et levende og inspirerende uddannelsesmiljø sammen med flere af øens andre ungdomsuddannelser: Morsø Gymnasium, Morsø Handelsgymnasium (EUC Nordvest), Thy-Mors HF & VUC, 10’eren Mors, Limfjordsteatret … og nu også FGU Nordvest!

FGU Nordvest flytter ind i lokaler, som tidligere husede Morsø Gymnasium, og integreres dermed fysisk i samme bygning. Samtidig opføres nye værksteder, der skaber gode rammer for den praksisnære og helhedsorienterede undervisning.

Stærkere fællesskaber skal lette overgangen til uddannelse og job

Flytningen gør det lettere for FGU-eleverne at blive en naturlig del af det samlede uddannelsesmiljø på Mors. Det styrker FGU Nordvests hovedopgave: at give unge et godt afsæt til videre uddannelse eller arbejde.

I dagligdagen får eleverne mulighed for at møde jævnaldrende fra andre skoler. Det fremmer følelsen af inklusion og giver dem noget at spejle sig i – både socialt og fagligt. Når unge oplever, at de ikke står alene med deres drømme og udfordringer, vokser både motivationen og troen på egne evner.

Erfaringerne fra FGU Nordvests afdeling i Thisted – som i maj 2024 blev en del af et tilsvarende uddannelsesfællesskab – viser tydeligt, at den slags placeringer letter vejen ind i andre uddannelser og styrker deltagelsen i fællesskaber.

- Når vi flytter ind på Limfjordsvej, får vores unge adgang til et miljø, hvor der både er tryghed, nærhed og naturlige forbindelser til andre uddannelser. Det er den slags rammer, der giver dem mod på at tage det næste skridt, udtaler Anne Mette Kornum, direktør for FGU Nordvest.

Nye muligheder for unge på Mors

Flytningen er en strategisk satsning, der både styrker de unges muligheder og det samlede uddannelsesmiljø på øen. Udviklingen flugter med de nationale ambitioner om at samle ungdomsuddannelser i mindre byer – og Mors er allerede godt i gang.

Med det nye fællesskab lægges der op til øget samarbejde på tværs af skolerne. Det kan føre til nye projekter, bedre brobygning og en samlet indsats for at hjælpe unge videre i uddannelsessystemet. Når institutionerne deler både bygninger og område, bliver det nemmere at samarbejde på tværs af fagligheder og finde fælles løsninger – til glæde for både elever og undervisere.

- Det her handler om at styrke øens samlede tilbud til unge. Når vi samler kræfterne, skaber vi robuste miljøer – og vi viser de unge, at der er mange veje videre, også lige her på Mors, siger Ann Balleby, rektor på Morsø Gymnasium.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste