Billede beskrivelse

EUC får grønt lys til ny erhvervsuddannelse: Industrioperatører skal uddannes lokalt

03. december 2025 kl. 14.00
Opdateret 04. december 2025 kl. 14.01

THISTED: EUC Nordvest har netop opnået officiel godkendelse til at udbyde både grundforløb og hovedforløb på industrioperatøruddannelsen. 

Det sker efter en ansøgning, som blev indsendt på opfordring fra 3F og Dansk Industri. De to parter har gennem tæt dialog med virksomheder i området påpeget et tydeligt behov for flere faglærte industri-operatører.

Også det lokale uddannelsesudvalg for robotindustri, produktion og organisering har støttet op om ansøgningen og ser frem til, at uddannelsen nu også tilbydes i Nordvestjylland.

Skræddersyet til det lokale erhvervsliv

Selvom uddannelsen til industrioperatør formes forskelligt rundt i landet, er behovet i Nordvestjylland særligt markant. 

Regionen rummer mange produktionsvirksomheder – især inden for fiskeindustri, metal, træ og vinduesproduktion – som efterspørger kvalificerede medarbejdere.

– Industrioperatøruddannelsen rammer præcist ind i et behov, der er tydeligt i de lokale virksomheder. Produktionen bliver mere automatiseret og teknologisk avanceret, og virksomhederne har brug for medarbejdere, der kan betjene og fejlfinde på moderne produktionsudstyr. 

Derfor er det naturligt, at EUC Nordvest nu bliver udbyder af uddannelsen, udtaler uddannelseschef Torben Ladefoged.

EUC Nordvests industriteknikerafdeling bliver en central samarbejdspartner i opbygningen af det nye uddannelsestilbud, og skolen samarbejder desuden tæt med Industriens Uddannelser om det faglige indhold.

Opstart i august 2026

Uddannelsen til industrioperatør varer to år og tre måneder og er åben for både unge og voksne. 

Ufaglærte medarbejdere i lokale virksomheder kan muligvis forkorte forløbet gennem en realkompetencevurdering, og virksomhederne kan få økonomisk støtte via Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF), som tilbyder ekstra tilskud til opkvalificering.

Forberedelserne er allerede i gang. EUC Nordvest kortlægger bemandingsbehov, etablerer de nødvendige faciliteter og investerer i moderne udstyr, der matcher den teknologiske udvikling i produktionsbranchen. Målet er at tilbyde undervisning, der afspejler virkeligheden ude i virksomhederne.

– Godkendelsen er et stort skridt for både EUC Nordvest og områdets virksomheder. Skolen ser frem til at uddanne dygtige industrioperatører og bidrage til den fortsatte udvikling i det lokale erhvervsliv, udtaler direktør Hans Chr. Jeppesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste