Erfaren Thy-duo hentede DM-guld for 14. gang
HANSTHOLM: Børge Holm og Jørn Mørup har sikret sig endnu et dansk mesterskab i bilorientering.
Det blev en realitet efter lørdagens 4. afdeling af DM-serien, hvor parret tog en klar sejr og dermed ikke længere kan indhentes i den samlede stilling.
Det skriver Thy Motor Sport i en pressemeddelelse.
Den fjerde DM-afdeling blev kørt i området mellem Præstø og Vordingborg og blev arrangeret af Sydsjællands Automobil Klub.
Løbet forløb over 80 km og blev gennemført med få fejl af de forsvarende mestre fra Thy Motor Sport og Struer & Omegns Motor Sport.
Holm og Mørup kørte løbet i dagens hurtigste tid og med blot to fejl. Det gav en samlet sejr med 90 strafpoint og en margin på 86 point ned til nærmeste konkurrenter.
Sejren er den tredje i træk i årets DM-serie og samtidig sikrer den duoens 14. DM-guld i karrieren - det 6. i træk.
Andenpladsen gik til Leon Spiegelhauer og Jan Johansen fra Frederikssund, mens tredjepladsen gik til Morten Jäger og Bent Mikkelsen fra Struer. De to mandskaber blev kun adskilt af ét strafpoint.
De sidste to DM-afdelinger køres i finaleweekenden 18.-19. september i Struer og Thisted.
Holm og Mørup deltager ikke i Struer-afdelingen, da de indgår i løbsledelsen.