Er det Søren Banjomus, eller er det en rotte? Børnetøjsbutik fik uventet besøg
THISTED: I denne juletid kunne Søren Banjomus godt have været en del af udstillingen hos børnetøjsbutikken Didrik i Thisted.
Bare ikke en levende en af slagsen, som i går aftes kravlede lystigt rundt i vinduerne og op på skulderen af en af de udstillede børne-mannequiner.
Det optrin blev filmet af en tilfældig forbipasserende, der sendte videoen videre til butikken.
”Vi fik sent i går aftes tilsendt en helt forfærdelig klam video af et dyr, der mente den skulle være en del af vores julevinduer. Altså, der er også mange julefilm og julesange der inkluderer mus. Meeeen… Nej tak!”, skrev butikken her til formiddag på sin facebookside, hvor videoen også bliver vist.
En bygningsarbejder, der for tiden er med til at renovere bygningens første sal, hvor Didrik har til huse, var nede i kælderen og så dyret – og dyret lige i øjnene og måden, det bevægede sig på.
- Og selv om den er stor, så mente han med sikkerhed, at der var tale om en halsbåndmus. De mus kan godt blive rigtigt store, forsikrede han, fortæller medindehaver Mette Didriksen.
Men om det er en mus, eller en rotte, står fortsat hen i det uvisse, for dyret er endnu ikke fanget.
- Kommunens rottefænger har været her og har sat fælder op i kælderen. Og han følte sig ikke overbevist, om det var en mus eller en rotte, siger Mette Didriksen.
Under alle omstændigheder kommer musen eller rotten ikke længere ind og blander sig i juleudstillingen i butikken. Døren fra butikken til kælderen er blevet låst.
- Og skulle den på en eller anden måde undgå rottefængerens fælder og finde vej alligevel, efter butikken er lukket, så har vi videoovervågning, der sætter alarmen i gang. Og den er meget følsom, for alarmen gik, da vi på et tidspunkt fik besøg af en stor edderkop, siger Mette Didriksen.