Billede beskrivelse

Ellen æder regningen selv: - Det er skrupskørt

12. januar 2026 kl. 19.03

THY: Når man med den ene hånd sætter afgifterne ned på slik og chokolade, og med den anden hånd lægger moms på sundhed, så giver det ingen mening i Ellen Westerts verden.

Hun driver fem fitnesscentre i Thy under kæden Sport og Fitness og skal nu, sammen med landets øvrige træningscentre, lægge moms på sin regning til medlemmerne.

- Hos Sport og Fitness har vi forståelse for, at regeringen bliver nødt til at følge EU-lovgivningen, og derfor er nødt til at momse os. Men det virker ærlig talt skrupskørt at momse sundhed, når man samtidig har sat afgifterne ned på slik og chokolade. Derfor håber jeg, at regeringen bliver klogere, for momsen får træningscentres medlemmer til at falde fra - også hos mig, og det er ærgerligt for både medlemmer, men også for folkesundheden, siger hun.

Billede beskrivelse

For at afbøde virkningerne af momsen har Ellen valgt at æde regningen selv, forstået på den måde, at hun kun lader prisen stige med det halve, altså 10 procent.

- Generelt har vores medlemmer udtrykt forståelse for nødvendigheden af en prisstigning. De giver mere udtryk for, at de er frustrerede over regeringens ageren på det her område. Derfor er der også kun ganske få, der har valgt at stoppe i mine centre på grund af den højere pris, siger Ellen.

Prisstigningen er fra januar trådt i kraft i hendes centre i Hørdum, Vorupør og Bedsted, mens medlemmerne i hendes spritnye centre i Sjørring og Sennels først får en prisstigning senere på året.

- I opstartsfasen er medlemmerne blevet meldt ind til en god pris i Sjørring og Sennels, så her venter jeg med at lade prisen stige til senere på året, siger Ellen.

Lige nu er det højsæson for hendes træningscentre, for traditionen tro har mange et nytårsforsæt om at smide nogle overflødige kilo og komme i bedre form i det nye år.

- Men der går lige et par uger, før vi ser det helt store rykind. Tidligere var det sådan, at folk nærmest bankede på døren 1. januar. Sådan er det ikke længere. Erfaringer fra senere år har vist, at folk lige skal have hverdagen op at køre igen, før de gør alvor af nytårsforsættet. Derfor får vi i dag de fleste nytårsforsætter ind ad døren i slutningen af januar og starten af februar, siger Ellen.

For også at holde prisen nede på et niveau, hvor de fleste kan være med, også med prisstigningen på den halve moms, som i udgangspunktet er på 20 kroner, så driver Ellen sine træningscentre som selvbetjente med hjælp fra frivillige i de byer, hvor hun har etableret Sport og Fitness.

Og frivilligheden er mærkbar.

- Det er derfor, jeg har etableret mine træningscentre i de mindre byer og ikke i en stor by som Thisted. I de mindre byer er opbakningen til Sport og Fitness helt fantastisk. Det mærker jeg alle steder og også senest i Sjørring og Sennels, hvor jeg har fået en modtagelse og en opbakning, som jeg bare er så taknemmelig over. Alle steder møder jeg så mange frivillige hænder, der gerne giver en hånd med. Det kan være at holde øje med, at alt er, som det skal være, når jeg ikke lige er der, for jeg kan jo ikke være fem steder på samme tid, men også en håndsrækning med at gøre rent eller sætte en vask over, siger Ellen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste