Efter usædvanligt tyveri: Nu er kaskelotten dukket op i Thy
LYNGBY/THY: Kaskelothvalen, der i weekenden drev i land på Lyngby Strand mellem Lodbjerg og Lyngby, er nu med sikkerhed blevet identificeret.
Der er tale om den samme hval, som fredag 6. februar strandede ved Blåvandshuk Fyr nær Esbjerg.
En til to dage efter strandingen blev hvalens underkæbe stjålet – et usædvanligt og opsigtsvækkende tyveri, som nu efterforskes af politiet.
Ifølge vildtkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy er der ingen tvivl om hvalens identitet.
– Det ved vi, fordi de fire kaskelotter på Fanø og de to på Skallingen stadig ligger på stranden. Derfor er der kun hvalen ved Blåvand tilbage – den, der fik stjålet kæben. Den må være drevet nordpå, forklarer han.
Han har selv været ude og besigtige hvalen ved Lyngby Strand.
Udover den manglende underkæbe er hvalen blevet identificeret via fotos taget af Charlotte Thøstesen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Hvalen har en meget karakteristisk skade på den ene luffe, som passer præcist med billederne fra strandingen ved Blåvand, oplyser Tommy Hansen.
Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske med den store kaskelot, som ligger i havstokken på Lyngby Strand.
Miljøstyrelsen oplyser til Ligeher.nu, at "for nuværende får den lov til at ligge til naturlig henfald".
Vil man selv se det imponerende dyr, der ligger på sin venstre side i strandkanten, er den nemmeste adgang at køre ned til stranden for enden af Lyngbyvej.
Herfra venter en frisk gåtur på cirka tre kilometer mod syd langs Vesterhavet.
Kaskelotten ved Lyngby, som er en han, er målt til at være cirka 13-14 meter lang - og vejer derfor et sted mellem 15-20 tons.
En voksen hankaskelot kan blive op til 18 meter lang og veje 50 tons.