Efter snestormen: Tonstungt skib bjerget fra bunden af havnen
HANSTHOLM: Den 6. februar ramte en voldsom snestorm landet.
På østmolen i Hanstholm fik flere skibe alvorlige problemer i det barske vintervejr.
Med en stor indsats fra Redningsstation Hanstholm lykkedes det at redde flere fartøjer, men fiskeskibet HM 19 Nemo af Hanstholm var ikke til at redde.
Det 9,73 meter lange og 23,5 tons tunge skib sank i havnen, tynget af store mængder sne og indtrængende vand fra en læk.
Skibet - måske lidt ironisk opkaldt efter ubådskaptajnen fra "En verdensomsejling under havet" af Jules Verne - endte på bunden af havnebassinet, hvor det har ligget siden snestormen.
Hos Hanstholm Havn var man ikke interesseret i at have det sunkne fartøj liggende.
Selvom dieseltankene var tomme, spillede miljøhensyn en rolle i beslutningen om at få skibet fjernet.
Fredag blev HM 19 Nemo derfor hævet uden dramatik.
En kran fra det lokale kranfirma Tage Kristensen løftede skibet fri af vandet med assistance fra dykkere fra Dykkerstaal.
Herefter blev det transporteret på blokvogn til havnens ophugningsplads på østmolen.
- Vi har holdt øje med skibet et stykke tid. Nu er vi glade for, at den er væk fra kajen, siger maritim leder på Hanstholm Havn, Rikke Pihl Andersen.
Det er skibets ejer, der i sidste ende har ansvaret for at få hævet og fjernet fartøjet.
Dermed ender regningen for bjergningen hos ejeren af HM 19 Nemo, der blev bygget i 1951 og har ligget stille ved østmolen i flere måneder forud for ulykken.
Med hævningen er der nu sat punktum for et dramatisk kapitel, der begyndte i snestormen den 6. februar - og østmolen i Hanstholm er igen fri for det forliste fartøj.