Billede beskrivelse

Efter 50 år er MC-klubhus i fare: Nu forklarer kommunen sig

07. november 2025 kl. 14.57

ØSTERILD: Det skabte stor furore, da det for nyligt kom frem, at Thisted Kommune har sat motorcykelklubben MC Mjølners klubhus på Jens Smeds Vej 11 til salg.

Medlemmerne vil selv byde på ejendommen, men er bekymrede for at miste det hus, der i knap fem årtier har dannet ramme om klubben.

Men ifølge Ejgil Haurum, drifts- og anlægschef i Thisted Kommune, er det ikke nogen ny beslutning.

- Det er en beslutning tilbage fra 2023, hvor vi ønsker at skære kommunens ejendomsporteføjle til, så der er fokus på kerneopgaverne, siger Ejgil Haurum.

Helt konkret betyder det, at kommunen helst kun vil eje ejendomme til vuggestuer, børnehaver, plejehjem og lignende.

- Der er mange ejendomme, der skal sælges, og vi kan jo ikke udbyde dem alle sammen på samme tid. Nu er turen så kommet til Jens Smeds Vej 11, siger drifts- og anlægschefen.

Ejgil Haurum fortæller, at Thisted Kommune ejer cirka 270.000 kvadratmeters ejendom, der skal vedligeholdes. Posen med penge til det formål er ikke voldsom stor, og derfor er kommunen i gang med at frasælge ejendomme, der som nævnt ikke passer ind i "kerneopgaven".

På sociale medier er mange uforstående overfor, at man ikke bare sælger ejendommen direkte til de nuværende lejere, der trods alt har haft klubhus der i 50 år. Hvorfor skabe tvivl om en velfungerende forenings fremtid?

Så enkelt er det dog ikke ifølge Ejgil Haurum.

- Vi må som kommune ikke bare overdrage en ejendom. Vi skal sørge for at beskytte skatteydere i Thisted kommune og sørge for, at vi får den højest mulige pris for en ejendom. Det kan vi kun gøre ved at sætte den i udbud, siger han.

I teorien kunne kommunen godt overdrage ejendommen til foreningen. Men det ville skabe en del begrænsninger på, hvad den så må benyttes til.

- Vi må ikke overdrage en ejendom, hvis den skal benyttes til noget, vi ikke lovligt må støtte. Så skal det være med en klausul om, at private ikke må udbyde aktiviteter, som der tjenes penge på. Hvis vi sælger ejendommen, er der til gengæld helt fri leg for den fremtidige ejer. Så det vil vi helst, siger Ejgil Haurum.

Han fortæller, at kommunen har haft løbende udgifter til ejendommen. Det gælder både vedligehold, el, vand, varme, og så videre. Han har dog stor respekt for, at MC Mjølners medlemmer selv har brugt tid og penge på at vedligeholde klubhuset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste