Billede beskrivelse

Duo sikrer 500.000 kroner til restaurering af populært forsamlingshus

25. juni 2025 kl. 12.02

MORS: De to lokale christiansborgsprofiler, Venstres Torsten Schack Pedersen og Socialdemokratiets Simon Kollerup har sikret støtte til det fredede Ottekantede Forsamlingshus i Galtrup.

Et bredt politisk flertal har netop godkendt midler til en række kulturelle initiativer, og blandt modtagerne er Det Ottekantede Forsamlingshus, som får 500.000 kroner til restaurering.

Det fredede forsamlingshus med sin karakteristiske form - deraf navnet - er fra 1876 og er dermed et af landets ældste. 

Billede beskrivelse

Det har gennem årene dannet ramme om et mangfoldigt kulturliv, private fester og samfundspoliske debatter – blandt andet.

- Forsamlingshuset har nogle helt enestående rammer med en sal, der egner sig til mange slags arrangementer. Det er en del af vores fælles kulturarv, og den skal vi passe godt på. Derfor er jeg stolt over, at vi nu har sikret, at der kommer en halv million kroner til Mors, siger Simon Kollerup.

Men som med alle andre gamle og fredede bygninger skal der penge til vedligehold.

Derfor har de to lokale folketingsmedlemmer arbejdet for at sikre statslig støtte til restaureringen, og de glæder sig nu over, at indsatsen nu bærer frugt.

- Det Ottekantede Forsamlingshus er noget helt særligt for Mors. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu sender penge til Galtrup, så huset kan vedligeholdes og fortsat danne ramme om mange gode oplevelser i lokalområdet, siger Torsten Schack Pedersen.

Midlerne kommer fra det såkaldte kulturelle aktstykke, hvorfra man fordeler midler til en lang række projekter over hele landet, der skal styrke kulturen for både børn, unge og voksne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste