Drømmeworkshop for Thy: Unge vælgere og kandidater inviteres til nytænkende vælgermøde
THISTED: Foreningen 1.000 Drømme for Thy inviterer alle thyboer i alderen 18 til 45 år – både vælgere og kandidater – til et anderledes vælgermøde onsdag den 29. oktober kl. 19.00 i Plantagehuset i Thisted.
I stedet for den klassiske paneldebat byder aftenen på en drømmeworkshop, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres visioner og ønsker for Thys fremtid. Alle får ordet – uanset om de stiller op til kommunalvalget eller blot ønsker at bidrage til samtalen om egnens udvikling.
Vælgermødet er en del af crowd-dreaming-kampagnen 1.000 Drømme for Thy, som blev lanceret i forsommeren. Kampagnen har til formål at indsamle og synliggøre drømmene hos de 18-45-årige i Thy og bringe disse i spil under kommunalvalgkampen.
Talsperson Helene Jørgensen forklarer:
- Der bliver ikke tale om en traditionel paneldebat med én repræsentant fra hvert parti og spørgsmål fra salen. I stedet vil vi berige den demokratiske samtale med flere perspektiver. Derfor inviterer vi til en samtale i øjenhøjde, hvor alle – kandidater såvel som vælgere – får mulighed for at blive hørt.
I Thy stiller omkring 20 yngre kandidater op til kommunalvalget. Det alternative format er valgt netop for at sikre, at de alle kan komme til orde og møde vælgerne i en mere åben og dialogbaseret ramme.
- Vi hylder de yngre kandidater for deres mod til at stille op og takker samtidig de mange, der allerede har delt deres drømme med os. Vores mål er at styrke det lokale demokrati ved at skabe nye rum for samtale og engagement, tilføjer Helene Jørgensen.
Tid og sted:
Onsdag den 29. oktober, kl. 19.00–21.00
Plantagehuset, Thisted
Om foreningen Drømme for Thy:
Drømme for Thy arbejder for at styrke lokaldemokratiet ved at berige den offentlige samtale og fremme diversitet og repræsentation i folkevalgte bestyrelser.