Billede beskrivelse

Den halve landsby var samlet for at fejre den fælles succes

13. september 2025 kl. 12.37
Opdateret 15. september 2025 kl. 09.47

SENNELS: Fælles er de i Sennels, og det i sådan en grad, at den halve landsby mødte frem i Nordthyhallen lørdag formiddag for sammen at fejre den store succes, at Sennels er blevet kåret til Årets Landsby 2025.

- I har knækket koden, lød det fra formanden for priskomitéen for Årets Landsby, Helene Simoni Thorup, der som den første trådte op på talerstolen med en begrundelse for kåringen af Sennels under årets tema for landsby-prisen, ”Fællesskab for Fremtiden”.

- I har lykkedes med at bevare købmanden, I har fået skolen sat på skinner, I har indviet en ny børnehave og I skal snart indvie en ny tilbygning til hallen. I er et regulært vækstcentrum, hvor i også har formået at skabe tilflytning med især mange børnefamilier. Og har I opskriften på, hvad I har gjort, må I gerne give den til mig i pausen, sagde hun.

Billede beskrivelse

Helene Simoni Thorup pegede også på, at nok var mange ressourcestærke borgere drivkraften i udviklingen af Sennels, men at drivkraft alene ikke er nok.

- Drivkraft er vigtig, men bred opbakning fra alle nødvendig. Her har I vist en stærk vilje til at ville og kæmpet for landsbyens udvikling med de op- og nedture, der har fulgt med. I har lavet udviklingsplaner og strategiplaner og opbygget stærke fællesskaber, der står sammen om at sikre det gode landsbyliv, hvor man både kan bo, leve og trives. I Sennels kender I hinanden, I hilser på hinanden, I har tillid til hinanden og I er trygge ved hinanden. Kæmpestort tillykke til jer alle, sagde hun.

Fakta om Årets Landsby

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. 

Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Ud over Helene Simoni Thorup, var der en håndfuld andre talere, blandt dem borgmester Niels Jørgen Pedersen, den lokalt valgte MF´er og nu minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen og formand for Landdistrikternes fællesråd, Steffen Damgaard.

Billede beskrivelse

Mellem talerne var der musikalsk underholdning med koret Sangglade Sennelspiger og fællessange, og den store fest i Nordthyhallen sluttede af med overrækkelsen af præmien for kåringen til Årets Landsby 2025, nemlig en check på 50.000 kroner. De mange penge havde Peter Sunke fra Forenet Kredit og Steen Kjær fra Landsforeningen Landsbyerne i Danmark med til Sennels.

Derefter sang alle de forsamlede med på Ulf Lundells hymne om at trives bedst i åbne landskaber tæt på havet.

Som de gør i Sennels, hvor festen i hallen i øvrigt fortsatte med mad og drikke efter den officielle del.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste