Seneste nyt
Billede beskrivelse

Cykeltyverier stiger i Nordjylland: Disse cykler er mest udsatte

31. maj 2026 kl. 17.01

Mens antallet af cykeltyverier falder i resten af landet, går udviklingen den modsatte vej i Nordjylland.

Knap 2.200 cykler blev meldt stjålet i Nordjyllands Politikreds i 2025.

Det er en stigning på over tre procent sammenlignet med 2024, mens antallet af cykeltyverier på landsplan er faldet med otte procent.

- Det er aldrig sjovt at få stjålet sin cykel, og med de seneste tendenser får vi igen et tydeligt praj om, hvilke cykelejere, der er mest udsat, siger Tina Philipsen, direktør for GF Nord.

Særligt ejere af racercykler, elcykler og ladcykler bør være opmærksomme, da de dyrere cykeltyper er attraktive for tyve, som kan sælge dem videre med fortjeneste.

Billede beskrivelse

Dyre cykler er i høj kurs

Samtidig med stigningen i antallet af tyverier oplever forsikringsselskaberne også stigende udgifter til at dække skaderne.

Ifølge GF Forsikring skyldes det blandt andet, at flere danskere ejer dyrere cykler end tidligere. Elcykler og ladcykler er blevet mere udbredte, og samtidig er mange racercykler blandt de mest værdifulde cykler på markedet. Derfor bliver regningen større, når tyvene slår til.

Pas på tyven

Historisk set finder størstedelen af årets cykeltyverier sted i sommermånederne fra juli til september.

Derfor opfordrer GF Forsikring nordjyderne til at være ekstra opmærksomme på tyverisikringen i den kommende tid.

- En forsikringsgodkendt lås og eventuelt en ekstra kædelås kommer man langt med, ligesom det kan være en idé at lade cyklen overnatte i en aflåst kælder, et skur eller en gård, siger Tina Philipsen.

Forsikringsselskabet anbefaler også, at man gennemgår sin forsikring, da dækningen af dyrere cykler kan variere afhængigt af cykeltype, værdi og forsikringsselskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste