Cold Country Festival er klar med det fulde program
VORUPØR: Cold Country Festival føjer nu otte nye navne til programmet og er dermed klar til to intense dage med musik i påsken den 18.-19. april. Festivalen finder sted ved Landingspladsen i Vorupør og i og omkring Sdr. Spilhus – et unikt område med udsigt til havet og de karakteristiske både på stranden.
Med både etablerede artister, nye talenter og lokale navne i lineuppet byder festivalen på et bredt favnende program, hvor folk, country og singer-songwriter-genrerne mødes i et råt og intimt rum. Her er fokus på den stærke liveoplevelse og musikkens nærvær i samspil med naturen.
Mads Mouritz og moderne socialrealisme
Mads Mouritz har i mere end to årtier været en markant stemme i dansk musik og står bag otte albums, herunder udgivelser med Mouritz/Hørslev Projektet.
Hans seneste succes med albummet Lykkelige Mennesker fra 2021 har bragt hans sange ud til et bredere publikum, ikke mindst med hittet Termodragten.
På Cold Country optræder han med både Hørslev-sange og udvalgte numre fra sin solokarriere – sange med tydelige referencer til Søren Kragh-Jacobsens fortællende stil. Det er nutidig socialrealisme med både humor og følelse.
Mellemblond og poetiske lydlandskaber
Bag Mellemblond står Kristoffer Munck Mortensen, der siden 2009 har udgivet flere anmelderroste albums og modtaget hele fem Steppeulv-nomineringer. Hans drømmende guitararbejde og underspillede arrangementer ledsages af tekster, der – ifølge GAFFA – bevæger sig på C.V. Jørgensen-niveau.
Vilma Crow – intens og sårbar indie
Vilma Crow forener indie-pop og alternativ rock med dybt personlige tekster og en kraftfuld vokal. Med inspiration fra Fiona Apple og Adrienne Lenker skaber hun et sårbart univers, og i Vorupør optræder hun i et nært duoformat – kun med vokal og guitar.
Cheap Jeep og musikalsk verdensstemning
Den københavnske trio Cheap Jeep bringer australsk-amerikanske toner til Vorupør Museum lørdag den 19. april kl. 13.00. Deres melodiske sange og tætte vokalharmonier leveres med imponerende instrumental præcision. Efter koncerten tilbydes en historisk byvandring, der afsluttes ved festivalområdet.
Åbningskoncerter med lokal forankring
Fredag den 18. april kl. 15.30 åbner The Fire Once Lost festivalen med autentisk americana/folk, skrevet og produceret af Anders Duus. Lørdagens første koncert i Sdr. Spilhus står den lokale sangskriver Kristian Lorenzen for – under aliaset Hunt. Med stærke kompositioner og følelsesmættet lyrik skaber han en åbningsoplevelse, der både er voldsom og inderlig.
Vinyl og feststemning i aftenmørket
Når koncerterne slutter fredag, tager DJ-duoen Hej Leif over og skaber en uforglemmelig aften med deres unikke miks af dansk countryhistorie. Lørdag sætter Aske Skat stemningen med varme vinyler og dansegulvsvibes i baren.
Madpakkehuset og akustiske overraskelser
Som noget nyt vil der også være små, akustiske koncerter med fri adgang i Madpakkehuset. Første navn her er den unge singer-songwriter Strawberry Jesus – 14. navn på plakaten.
Cold Country bliver igen i år realiseret med stor opbakning fra lokale frivillige og samarbejdspartnere. Festivalleder og booker Mads Dahl – selv opvokset i Vorupør – har en klar vision: at skabe en festival, hvor musik og omgivelser smelter sammen og løfter hinanden.
- Det var helt overvældende sidste år at mærke, hvordan både publikum, frivillige og musikere tog festivalen til sig. Vi havde håbet på noget særligt – og det blev det. Nu glæder vi os til at bygge videre, fortæller han.