Billede beskrivelse

Christian har en opfordring: Kom nu på banen, piger

23. februar 2025 kl. 06.02
Opdateret 24. februar 2025 kl. 07.56

KOLDBY/HØRDUM: Skal man tro på mænd og 22-årige Christian Larsen, så er fodbold også for kvinder.

Sådan er det bare ikke i dag i Koldby-Hørdum IF, så det har han sat sig for at gøre noget ved.

Koldby-Hørdum IF skal da have et kvindefodboldhold.

- På herresiden har vi haft en enorm fremgang de seneste år, og så var vi nogle, der undrede os over, at der på kvindesiden kun er ganske få hold i Thy, siger Christian.

Som medlem af seniorudvalget, luftede han sin undren på et møde og foreslog, at klubben skulle forsøge at stable et kvindehold på benene.

Det var udvalgets øvrige medlemmer enige med ham i, og herefter slog klubben et opslag op på Facebook for at lodde interessen blandt områdets kvinder.

- Forinden havde jeg hørt fra flere piger, at de gerne ville spille med, og siden opslaget kom op på klubbens Facebook, er det blevet flittigt delt, så vores budskab om at starte et kvindehold er kommet vidt omkring, siger Christian.

Han står selv, som klubbens kontaktperson, og opfordringen til områdets kvinder om at melde sig på banen, har ført til flere henvendelser.

Billede beskrivelse

Plads til mange flere

- Allerede nu, tror jeg på, at interessen er så stor, at vi får et kvindehold i Koldby-Hørdum IF. Men vi har plads til mange flere, så min opfordring til pigerne derude skal være, at de skal tage kontakt til mig, hvis de er interesseret i at høre mere om vores nye tiltag, siger Christian.

Tanken bag holdet er, at der skal være plads til alle, der har lyst til at være med. Både dem, der har prøvet at spille fodbold, men også dem, der er nybegyndere i sporten.

- Vores primære fokus bliver at skabe et kvindehold, hvor hyggen og samværet er i fokus samtidig med, at spillerne får noget frisk motion. Og så er det naturligt, at der også følger lidt konkurrence med, hvor vores plan er at spille mod andre i 7-11 kampe, siger Christian.

7-11 betyder, at hvert hold har syv spillere på banen og spiller på tværs af en 11-mands bane.

Træningen for det kommende kvindehold er planlagt til at finde sted på mandage i Koldby, mens kampe spilles på onsdage på Hørdum Stadion.

- Vi håber at komme i gang med den første træning i slutningen af marts, siger Christian.

Har man lyst til at høre mere om det kommende kvindehold, så kan Christian kontaktes via SMS på 4218 9492.

- Så vender jeg tilbage med yderligere information, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste