Byklyngen kom på finansloven: Michael er glad og megastolt
HURUP: Han er både glad og megastolt, Michael Thinggaard, formand for Byklyngen Hurup Thy.
Og det, der gør ham glad og megastolt, er nyheden om, at byklyngen er kommet med på næste års finanslov og nu kan se frem til at modtagen en kærkommen halv million.
- Jeg ser det som en stor anerkendelse af byklyngens arbejde, når politikerne har valgt at støtte op om vores arbejde for at gøre Hurup til et attraktivt sted at bo og leve, siger han.
For at gøre Hurup til et attraktivt sted at bo og leve, er det byklyngens fornemste opgave at søge penge hjem til foreninger og ildsjæle, der brænder for at virkeliggøre deres projekter. I den forbindelse kan man parre penge til større og bedre projekter.
Og her hilser Michael Thinggaard den halve million fra finansloven velkommen.
- Når vi søger fonde til et større projekt, så skal vi ofte selv have penge med. Og helt konkret arbejder vi på et projekt med Realdania, hvor vi skal pulje penge, og her kan vi nu bruge af den halve million fra finansloven, så de penge er kærkomne for at realisere projektet, siger han.
Levende bymidte
Helt overordnet handler projektet om at skabe en levende bymidte, der i fremtiden skal være med til at understøtte den lokale handel fremfor tidligere, hvor de handlende var katalysatorer for livet i bymidten.
- Overordnet set handler det om byfornyelse og levendegørelse, og i den forbindelse vil vi i det nye år invitere foreninger og borgere til workshops og arrangementer, hvor de kan komme med deres idéer til, hvad pengene fra finansloven skal bruges til. Til de workshops og arrangementer får man i høj grad mulighed for at præge og forme projektet og lade sin stemme høre for i sidste ende at få den mest levende og attraktive bymidte. Derfor skal min opfordring også være, at man holder øje med vores invitationer i det nye år og giver sit besyv med, siger Michael Thinggaard.
Netop det borgerdrevne, hvor byklyngen er opstået på privat initiativ og i starten selv samlede ind hos private bidragsydere for at realisere projekter, fik anerkendelse fra politikerne.
- At byklyngen er opstået på privat initiativ, hvor borgerne selv er gået forrest for at gøre Hurup til et attraktivt sted at bo og leve, er et initiativ, som politikerne godt kan lide og altså nu også har valgt at støtte op om økonomisk med penge på finansloven. Det gør mig glad og megastolt, siger Michael Thinggaard.