Billede beskrivelse

Byggeri af ny købmandsbutik følger planen

06. januar 2026 kl. 06.01

SEJERSLEV: I løbet af januar går byggeriet af den nye købmandsbutik i Sejerslev i gang. Så snart bygge- og nedrivningstilladelse er helt på plads, starter nedrivningen af den gamle købmandsbutik, oplyser formand for selskabet Nordmors Erhvervsudvikling ApS, Martin Vester, der står som bygherre på projektet.

- Vi mangler kun de allersidste brikker. Vi venter på den endelige nedrivningstilladelse fra kommunen, som vi regner med kommer her i løbet af januar. Og så går nedrivningen i gang. I løbet af februar går vi så i gang med byggeriet, når den endelige byggetilladelse er klar, siger han.

Så tidsplanen for det ambitiøse projekt ser ud til at holde, og når byggeriet af den nye købmandsbutik står klar, vil man rive den eksisterende købmandsbutik ned.

Så købmandsbutikken vil være åben under hele byggeriet – dog skal man regne med lidt byggerod.

Billede beskrivelse

- Vi regner med, at vi har et færdigt råhus i uge 25, altså midt i juni i år. Og så snart råhuset er bygget, begynder vi med at montere interiøret i butikken hen over sommeren, fortæller Martin Vester.

Tidligere i år har selskabet i samarbejde med Morsø Kommune etableret en p-plads på en plads lige overfor købmandsbutikken.

- Det bliver Anpartsselskabet Nordmors Erhvervsudvikling, der kommer til at eje den nye købmandsbutik, som vi udlejer til købmandsbutikkens nuværende og meget dygtige købmandspar, Laila Jensen og Ole Pedersen, der netop har fejret tre-års fødselsdag som købmænd i butikken, forklarer Martin Vester.

Mange frivillige på banen

Inden jul holdt selskabet licitation, og der kom mange gode bud.

- Vi har fået rigtig mange gode bud ind fra lokale håndvækere, og vi er lige nu i gang med at vælge de bedste og billigste tilbud ud. Vi giver de udvalgte håndværkere besked i løbet af næste uge, så alt er klar, når vi får tilladelserne fra kommunen, forklarer Martin Vester.

I løbet af december har selskabet bag byggeriet inviteret frivillige til at melde sig på banen til at give en håndsrækning med byggeriet. Og godt 30 frivillige er blevet skrevet op på listen.

- Vi har brug for alle de frivillige, som vi kan samle, til at hjælpe under selve byggeprocessen. Og her tænker jeg på alt lige fra frivillige, der vil bage kage og lave kaffe, til stærkere hænder, der vil hjælpe med forskellige former for forefaldende byggearbejde, siger Martin Vester.

Selskabet har, sammen med lokale ildsjæle, sponsorvillige private og lokale erhvervsdrivende, i løbet af de seneste knap to år indsamlet de 7 millioner kroner, som projektet med byggeriet af byens nye købmandsbutik kommer til at koste.

- Vi kan med de bud, vi har fået under licitationen, se, at vi kommer til at holde budget. Om vi kan holde tidsplanen kommer jo an på mange ting. Blandt andet vejret. Men vi er optimistiske og ser frem til at komme i gang med arbejdet, siger Martin Vester.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste