Blind præst og buldrende tønder: Fastelavn samlede mange børn i Thisted

15. februar 2026 kl. 14.00

THISTED: Der var havfruer og hårde superhelte, prinsesser og politibetjente, lokale fodboldspillere fra Vorupør og Nors, tigerdyr, mexicanere, Ninja Turtles, klovne, dinosaurer og endda et popcornbæger.

Nogle havde gjort sig umage med hver en detalje, andre havde fundet en hurtig løsning - og enkelte mødte op helt uden udklædning.

Men én ting var sikkert: Fastelavnstraditionen lever i bedste velgående.

Søndag skinnede solen lunt over J.P. Jakobsens Plads i Thisted, hvor Thisted Handel, Thisted Kirke og byens FDF-korps inviterede til fastelavnsfest med start i kirken.

Her blev de omkring 75 udklædte børn og deres forældre budt velkommen til en kort og hyggelig fastelavnsgudstjeneste.

Og præsten overraskede. Benne Taekele Holwerda tonede frem forklædt som blind med stok i hånden. Senere i gudstjenesten fik han “synet” tilbage - og sluttede i et par hjerteformede kærlighedsbriller til stor fornøjelse for både børn og voksne.

Efter gudstjenesten gik det farverige optog gennem gågaden ned mod tønderne, hvor endnu en stor flok børn ventede.

Thisted FDF havde bygget solide rafteholdere til tønderne og stod klar med blæseinstrumenter. Snart gjaldede tonerne af “Boller op, boller ned” og “Kan du gætte, hvem jeg er” mellem bygningerne.

Så lød startskuddet. Med kirke- og kulturmedarbejder Peter Christiansen ved megafonen blev reglerne for kåring af kattekonger og -dronninger slået fast, og kort efter rungede pladsen af taktfast “bam-bam-bam”, når køllerne ramte pap og træ.

De større børn gik til tønderne med beslutsomhed, mens de mindste i 0-2-årsgruppen tog sig lidt bedre tid. Her måtte den genstridige tønde have en kærlig hånd, så også de helt små kunne få fat i indholdet.

Omkring 150 børn og deres forældre deltog i dagens festligheder, og Thisteds citykoordinator, Camilla Svane, var mere end tilfreds.

- Det er dejligt med så mange. Og vi har bestilt rigeligt med fastelavnsboller - så det er bare at gå til den, lød det med et smil.

Føtex havde hjulpet med både slik og fastelavnsboller, og i det milde vintervejr kunne både juice, kaffe og de populære boller nydes i solen.

En hyggelig dag i farver, fællesskab og fastelavnsbrag - præcis som traditionen foreskriver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste