Billede beskrivelse

Arbejdet med byggeri af ny købmandsbutik i Sejerslev er skudt i gang

23. januar 2025 kl. 11.06

SEJERSLEV: Går alt som planlagt, bliver det første spadestik til byggeri af en ny købmandsbutik i Sejerslev taget omkring den 1. april. Og formanden for selskabet Nordmors Erhvervsudvikling ApS, Martin Vester, som står bag projektet, forventer, at den ny købmandsbutik indvies omkring juletid.

Det er anpartsselskabet Nordmors Erhvervsudvikling, der sammen med lokale ildsjæle, sponsorvillige private og lokale erhvervsdrivende har indsamlet de 7 millioner kroner, som projektet med byggeriet af en ny købmandsbutik kommer til at koste. Pengene er indsamlet over de seneste to år gennem diverse fonde samt salg af anparter, sponsorater og lån – og lige inden årsskiftet kom selskabet i mål med at indsamle det budgetterede beløb.

Billede beskrivelse

- Lige nu mangler vi kun et par håndører. Så det er uden rysten på hånden, at vi nu er ved at få lagt sidste hånd på tegningerne til købmandsbutikken, så vi omkring 1. marts kan sende projektet i håndværkerudbud og ligeledes sendt papirer til Kommunen, så vi kan få byggetilladelsen på plads, siger Martin Vester.

Tegningerne til projektet har længe ligget klar, og de er nu taget op af skuffen for at blive finpudset, så de kan indgå i udbudsmaterialet og ansøgningen om byggetilladelsen, fortæller Martin Vester.

Ambitiøst projekt

Det er et ambitiøst projekt, der er planlagt i Sejerslev, som ifølge planen projekteres med 400 kvadratmeter butik med 200 kvadratmeter tilstødende lager. Byggearbejdet kommer til at starte fra bagsiden af den eksisterende butik. Der bliver bygget ind mod den eksisterende bygning, som så rives helt ned, når den de nye bygninger kan tages i brug.

- På den måde kan vi holde den eksisterende butik åben så længe som muligt, mens byggeriet står på, siger Martin Vester.

Billede beskrivelse

Den eksisterende Min Købmandsbutik og grunden ejes lige nu af Frøslev-Mollerup Sparekasse, men selskabet Nordmors Erhvervsudvikling har længe ligget i forhandlinger med sparekassen om at overtage grund og bygning.

- Lige nu er det faktisk kun nogle helt formelle ting, som en endelig underskrift, der skal på plads, før vi ejer grunden. Det bliver således os som selskab, der kommer til at eje den nye købmandsbutik, som vi udlejer til købmandsbutikkens nuværende og meget dygtige købmandspar, Laila Jensen og Ole Pedersen, forklarer Martin Vester.

Den nye butik fortsætter som en Min Købmand under kæden Dagrofa, der har været meget behjælpelig med råd og vejledning i den indledende fase, fortæller Martin Vester.

- Så går alt efter planen, så kan vi åbne vores nye købmandsbutik i Sejerslev til jul i år. Og lige nu glider alt som planlagt, så jeg ser ingen forhindringer, der kan ændre meget på vores tidsplan, siger Martin Vester.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste