Antallet af medlemmer i nordjyske idrætsforeninger er rekordhøjt
Onsdag formiddag landede de spritnye og helt opdaterede medlemstal for de danske idrætsforeninger i 2024.
Og det var god læsning, fastslår både DGI og DIF, som er de to største idrætsorganisationer på hjemlig grund.
Det skriver DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og DIF (Danmarks Idrætsforbund) i en fælles pressemeddelelse.
- Det er en super nyhed. Skærmene og de sociale mediers algoritmer lokker hele tiden, men DIF og DGI’s foreninger og deres mange fantastiske frivillige tilbyder et stærkt alternativ i form af sunde og sjove fysiske idrætsfællesskaber. Jeg glæder mig enormt over, at danskerne vælger disse fællesskaber til. Det er primært de frivillige kræfters fortjeneste, og de skal opfatte denne nye rekord som et stort skulderklap, siger Hans Natorp, der er formand i DIF.
Han suppleres af Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI:
- Den nye medlemsrekord er en fantastisk nyhed, der understreger, at lokale foreninger på landet og i byen gør en stor og positiv forskel for både det enkelte medlem og for fællesskabet. Samtidig bliver vi flere frivillige, der sikrer udvikling til glæde for børn, unge og voksne. Vi står desuden på skuldrene af 10 år med Bevæg dig for livet, hvor vi har sat gang i et væld af nye tiltag og aktiviteter, der bl.a. har givet mulighed for at udvikle idrætsforeningerne, der klarer sig rigtig godt.
Nordjysk fremgang
God læsning var det også for foreningerne i Nordjylland, som - i tråd med udviklingen på landsplan - oplevede fremgang i antallet af medlemmer.
Således var 258.086 nordjyder en del af en idrætsforening ved udgangen af 2024.
Det er en fremgang på cirka 8000 personer sammenlignet med 2023 - og i øvrigt det højeste antal siden opgørelsen af medlemmer blev startet i 2012.
Ligeledes er medlemsfremgangen drevet af vækst i alle aldersgrupper - lige fra de helt yngste på 0-6 år og helt op til de ældste på over 70 år.
På landsplan er antallet af medlemmer på tværs af DGI og DIF 2.484.217. Det er cirka 60.000 flere end i 2023 - og er ligeledes rekord for hele landet.
De fem største idrætter på landsplan er fodbold, gymnastik, svømning, fitness og golf.
Samlet set tegner de fem sportsgrene og aktiviteter sig for lidt over halvdelen af det samlede antal medlemmer i Danmark.