Ældre Sagen inviterer til borgermøde den 21. oktober: Hvordan skal livet som ældre se ud?
THISTED: Hvordan skal hverdagen være, når alderen gør det svært at klare alt selv? Er det vigtigt med en plejehjemsplads, når behovet opstår? At blive mødt af kendte ansigter i hjemmeplejen? Eller at få hjælp til rengøringen, når kræfterne ikke længere slår til?
Det er netop den slags forhold, Ældre Sagen arbejder for at sikre. Og har borgerne andre idéer eller ønsker til ældreområdet, vil organisationen meget gerne høre dem.
Derfor inviterer Ældre Sagen Sydthy og Thisted-Hanstholm til borgermøde i Snedsted Hallen tirsdag den 21. oktober kl. 19.00–21.30.
På mødet vil flere politikere være til stede og klar til at svare på spørgsmål – både dem, der stilles fra salen, og dem, der indsendes på forhånd.
Arrangementet ledes af Ældre Sagens distriktskonsulent i Nordjylland, Torben Færk.
Der serveres kaffe og kage under mødet.
Tilmelding kan ske via hjemmesiden for Ældre Sagen Sydthy eller Thisted-Hanstholm.
Alle – uanset alder – er hjerteligt velkomne.