Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ældre nordjyde vinder 8 millioner og køber sommerhus kontant

11. maj 2026 kl. 10.20

Et nyt sommerhus, en robotplæneklipper, forskud på arv til børnene - og franske hotdogs.

Der er råd til lidt af hvert, når man vinder otte millioner i Lotto, og det gjorde en ældre nordjysk mand i begyndelsen af 2026.

- Det har været en drøm i mange år, siger den pågældende mand i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Noget af det første, han gjorde, var nemlig at købe et sommerhus, hvor hele familien kan mødes.

- Det var det tredje, vi kiggede på. Vi betalte kontant, cash money! Det var de ikke så vant til, fortæller manden.

Derudover er en del af pengene blevet sat i banken, hvor de kan vokse. En pæn portion er dog også blevet udbetalt som arveforskud til mandens børn.

- De fik straks det, de må få uden at betale skat. Det blev de glade for. Altså, det er godt nok skønt, og jeg kan jo ikke mærke, at der lige ryger en kvart million, siger den heldige vinder i pressemeddelelsen.

Derudover sendte han sin yngste datter og hendes kæreste ud for at købe en robotplæneklipper til sommerhuset. De fik besked på at købe en dyr model - og de havde alligevel penge til franske hotdogs bagefter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste