Billede beskrivelse

550 fejrede frivilligheden på Mors

30. marts 2025 kl. 12.16
Opdateret kl. 17.51

MORS: Frivilligfesten 2025 blev en strålende fejring af det lokale fællesskab og de mange stærke kræfter inden for frivillighed, foreningsliv, kunst og sport på Mors. 

Sparekassen Thy Arena | Mors dannede rammen om en festlig fredag aften, hvor konferencier Morten Ankerdal og borgmester Hans Ejner Bertelsen bød velkommen til de 550 fremmødte gæster.

Feststemningen var til at tage og føle på, da Morsø Garden og Morsø Spillemændene bød gæsterne velkommen med musik. Af de fremmødte var 415 inviteret til spisning, mens resten enten skulle stå for underholdning eller modtage hædersbevisninger. 

Aftenen blev skudt i gang med fællessang, optræden fra Morsø Folkedanserforening og uddelingen af prisen som Årets Ungleder.

Efter en buffet serveret af Bistro No1 bød programmet på herregymnastik fra Sydmors IF, efterfulgt af en stor hyldest til de mange sportsmestre og landsholdsdeltagere fra 2023 og 2024 – hele 53 ud af 74 havde fundet vej til fejringen.

En særlig stund blev viet til både løbeklubben 100 Miles og den mangeårige frivillige Arly Sørensen, der i imponerende 75 år har været aktiv i FDF. Derudover blev Handicapprisen uddelt af DH Morsø, og Morsø Ungdomsskole imponerede med et energisk danseshow.

Senere på aftenen blev spændingen udløst, da HF Mors blev kåret som Årets Forening. Stemningen blev yderligere løftet med kaffe, kage og standup fra komiker Jonas Mogensen.

Aftenens sidste priser gik til Årets Kunstner og Årets Frivillig. Sidstnævnte titel blev ledsaget af konfetti og store klapsalver.

Inden gæsterne forlod arenaen, blev de sendt godt på vej med en festlig gospelfinale fremført af Mors Gospel, Klitmøller Gospel og korleder Lydiah Wairimu.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen udtrykte stor glæde og stolthed over aftenens forløb:

– Det har været en fantastisk aften, hvor frivilligheden virkelig blev fejret. Frivillige er fundamentet, som hele øen bygger på. Uden dem ville Mors ikke være det, vi kender og elsker. Det er rørende at se så mange ildsjæle blive anerkendt for deres store indsats, sagde han og tilføjede:

– Det har været svært at udvælge prismodtagerne blandt så mange stærke kandidater. Bare det at være nomineret er en anerkendelse i sig selv. Jeg er stolt af alle øens frivillige og det engagement, der blomstrer i foreningerne.

Prismodtagere 2025:

Årets Ungleder (v. DGI Nordjylland): Lasse Krogh Bruun

Årets Kunstner: Jens Smærup Sørensen

Handicapprisen (v. DH Morsø): Bent Ulriksen

Årets Forening: HF Mors

Årets Frivillig: Kristian Østergaard Hansen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste