Billede beskrivelse

50 års jubilæum for sygeplejeelever blev fejret i Thisted

03. september 2025 kl. 19.18

THISTED: Torsdag den 28. august 1975 fik 18 sygeplejeelever overrakt deres eksamensbevis af skoleforstanderinde Raija Rasmussen. Ceremonien fandt sted i kantinen på Sygehuset i Thisted – som det hed dengang.

Præcis 50 år senere, den 28. august 2025, blev jubilæet markeret med en sammenkomst på Hotel Limfjorden, hvor 12 tidligere elever – nu pensionerede sygeplejersker – deltog. 

Gennem alle årene har gruppen holdt tæt kontakt og mødtes årligt hjemme hos hinanden. Det har været en vedvarende glæde at følge hinandens livsrejser og genopfriske minderne fra elevtiden, der stadig lever i fællesskabet.

Mange oplevelser fra dengang bliver genkendt, når serien Sygeplejersken vises på tv – episoder, der minder om virkelige hændelser, gruppen selv har været en del af.

Dagen blev markeret med eftermiddagskaffe og senere middag på Hotel Limfjorden. I begyndelsen af deres uddannelse bar eleverne den klassiske blå kjole med hvidt, stivet forklæde, en hvid stivet krave samt kappe på hovedet. 

En lille blå sløjfe ved kraven indikerede, at man var 1. års elev – og denne blev klippet af, når den såkaldte "vaskeprøve" var bestået. Herefter modtog man den officielle elevnål, som skulle placeres øverst ved halsudskæringen – ofte med røde slidmærker fra den stive krave som følge.

Dengang var omgangsformen formel. Eleverne tiltale hinanden med efternavn i arbejdssammenhænge og sagde naturligvis "De" til deres overordnede.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste