25 nationer mødtes til mangfoldig festival i Thisted
THISTED: Lørdag den 2. november blev Plantagehuset i Thisted forvandlet til et farverigt og levende centrum for kulturmøde, da festivalen Smagen af Kultur løb af stablen. Dagen bød på kulinariske oplevelser, musik, dans og traditioner fra 25 forskellige lande – og samlede mennesker i et fællesskab præget af varme, nysgerrighed og åbenhed.
Det fortæller arrangørerne.
Festivalen blev åbnet af borgmester Niels Jørgen Pedersen, som i sin tale fremhævede den vigtige rolle, internationale borgere spiller – både lokalt og nationalt:
- På landsplan bidrager international arbejdskraft med hele 322 milliarder kroner til Danmarks BNP – det svarer til 11,6 % af hele økonomien. Deres nettoeffekt på de offentlige finanser er over 15 milliarder kroner. I Thisted ser vi det hver dag, lød det bl.a. fra borgmesteren.
- Internationale medarbejdere holder virksomheder kørende, plejer ældre, dyrker marker og styrker lokalsamfundet. Med en aldrende befolkning og en faldende arbejdsstyrke er det ikke længere et valg – det er en nødvendighed. Vi har brug for hinanden. Og når vi står sammen – danskere og internationale side om side – skaber vi et stærkere, rigere og mere levende Thisted.
Formanden for Thy Internationals, Keren Familia Christensen, delte en særlig oplevelse fra dagen, der satte dybe spor:
- Efter borgmesterens tale kom en ældre mand fra Barbados hen til mig. Han var tydeligt rørt – næsten med tårer i øjnene – og sagde: Det er første gang i mine 50 år i Danmark, at jeg har hørt en offentlig person sige noget positivt om os "indvandrere", fortæller Keren Familia Christensen.
- Han har arbejdet for danske virksomheder i årtier, men fortalte, at han kun har hørt dårlige ting om os udlændinge. For første gang hørte han anerkendelse – at vi bidrager, gør vores del og er en vigtig del af samfundet. Han sagde: Jeg troede aldrig, jeg ville høre de ord i mit liv. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.
Internationale borgere – en styrke for fremtiden
De internationale borgere i Thisted og resten af landet bidrager med nye perspektiver, innovation og kulturel rigdom. De er alt fra sygeplejersker og ingeniører til landmænd, kunstnere og naboer. Ikke alene styrker de økonomien – de åbner også hjerter og horisonter.
Mangfoldigheden i Thisted opleves som en livgivende kraft. Internationale tilflyttere deler deres historier, håb og engagement – og gør lokalsamfundet stærkere.
- Det er inspirerende at se, hvordan alle deltagere gjorde en stor indsats for at vise det bedste fra deres hjemlande – gennem mad, musik og glæde. Smagen af Kultur blev en dag uden fordomme, men med åbenhed. Vi håber på mange flere dage, hvor vi mødes og fejrer forskellighed, udtalte Keren Familia Christensen.
Festivalen var ikke blot en fejring – men et vidnesbyrd om, hvordan gensidig respekt og nysgerrighed kan bygge broer. Thy Internationals sender en varm tak til Integrationsrådet, de mange frivillige og Sparekassen Danmark Thy Fonden, som gjorde dagen mulig.