11-årige Mads bruger sin fritid på at træne pigeholdet
SYDTHY: Der er ikke noget usædvanligt i, at en 11-årig bruger meget af sin fritid på at blive bedre til fodbold.
Men måske er det lidt usædvanligt, at de bruger tiden på at hjælpe andre med at blive bedre til fodbold.
11-årige Mads Brohus Larsen giver nemlig en hånd hos HVA Sydthys U10-piger. Her hjælper han de lidt yngre piger med målmandstræningen. Derfor er han nu blevet hyldet af DBU Jylland Region 2. Han modtog nemlig Aage Eltons Initiativpokal på årsmødet. Det skriver DBU Jylland i en pressemeddelelse.
- Mads er et enestående eksempel på, hvordan unge mennesker kan bidrage positivt til fællesskabet. Hans villighed til at dele sin viden og sine færdigheder i en ung alder er inspirerende og viser, hvordan frivilligt engagement kan gøre en stor forskel for andres udvikling, står der i den indstilling, som HVA Sydthy har nomineret Mads Brohus Larsen med.
Han er selv målmand på sit eget hold og har allerede deltaget i flere målmandstræner-samlinger. Her har han lært forskellige værktøjer, som han altså bruger sin fritid på at give videre til andre.