En 56-årig mand havde antændt materiale på et toilet på sygehuset i Thisted.
Livet her

56-årig fængslet for sygehusbrand - var for røgskadet til at møde i retten

04. juni 2023 kl. 13:29

HOLSTEBRO/THISTED: Den 56-årige mand, der lørdag blev anholdt for at sætte ild på materialer på sygehuset i Thisted, blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro søndag formiddag fængslet in absentia frem til 30. juni sigtet for kvalificeret brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180.

Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj, Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der selv var indlagt på sygehuset i Thisted, da han satte ild på, var ikke til stede i retten. Dertil havde han fået for meget røg i forbindelse med sin egen ildspåsættelse. Han er fortsat indlagt på sygehuset i Thisted.

Grundlovsforhøret blev holdt for åbne døre, men der var ikke meget at tilføje til sigtelsen mod den 56-årige, da han jo ikke var til stede til at give sin version af sagen.

- Han skal fremstilles for en dommer igen, så snart han er i stand til det for sine røgskader, forklarer vagtchefen.

I forbindelse med branden måtte 19 patienter og flere ansatte måtte evakueres. Fem patienter og tre ansatte på sygehuset måtte behandles for røgskader.

Se også
Brand på sygehus: Afdeling evakueret - en person anholdt
Annonceret indhold

Nyeste