Billede beskrivelse

46-årig dømt: Taget med 1400 viagrapiller og 3,1 kilo amfetamin

En 46-årig mand fra Snedsted har fået en straksdom på fire et halvt års fængsel for besiddelse af amfetamin, hash og viagrapiller

19. april 2023 kl. 09.34

SNEDSTED: En 46-årig mand har fået en straksdom på fire et halvt års fængsel for besiddelse af 3,1 kilo amfetamin, ca. 300 gram hash samt 1400 viagrapiller.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev pågrebet på en adresse ved Snedsted mandag eftermiddag kl. 14.10. Politiet ransagede ejendommen og fandt frem til de mange stoffer.

Den 46-årige valgte efterfølgende at gå til bekendelse, og han kunne derfor allerede tirsdag stilles for en dommer og idømmes en straksdom ved Retten i Holstebro.

- Han erkendte i fuld omfang, og det er en ganske betydelig straf, hvilket er helt på plads, når vi taler om narkokriminalitet. Så det er vi godt tilfredse med, udtaler anklagerfuldmægtig Emil Nyborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er ikke muligt at komme nærmere, hvorfor den 46-årige lå inde med de mange stoffer og den store mængde medicin til behandling af rejsningsproblemer, eftersom han afgav forklaring for lukkede døre.

- Det sker af hensyn til den videre efterforskning, forklarer Emil Nyborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste