23-årige Sofie fører sin demensramte bedstefars havehobby videre
23-årige Sofie Abildgaard Jensen læser til daglig til socialpædagog, men i sin fritid sælger hun ud af hjemmedyrket frugt og grønt i Snedsted
SNEDSTED: Kål, salat, kartofler, agurker og krydderurter. Der er fuld gang i haverne i Thy og på Mors, og således også i de små salgsboder, hvor lokale med grønne fingre sælger ud af frugt og grønt.
Én af dem er 23-årige Sofie Abildgaard Jensen, der har startet sin helt egen vejbod på Engkærbro udenfor Snedsted.
Hun fik foræret boden af sin kæreste, og er blevet inspireret til at dyrke frugt og grønt af sin bedstefar, der desværre er ramt af demens.
- Min bedstefar har altid dyrket grøntsager, og jeg har fået alle hans haveting. Det havde ikke været muligt uden ham, fortæller den unge grønthandler og tilføjer:
- Der er få ting, jeg kan snakke med ham om, men én af dem, det er tomater. Fordi det er det, han kan huske, og fordi han har gjort det i så mange år.
Fra sin bedstefar har Sofie blandt andet arvet redskaber, forspiringskasser, sneglehuse og vandkander. Men plantekasser har hun selv bygget, og hun har også fået et drivhus i gave af sin svigerfar, så hun kan dyrke sin passion.
- Det er mit safe-space. Det er her, jeg slapper af. Og så sparer vi jo også penge på det i sidste ende ved at dyrke egne grøntsager, fortæller Sofie, der til daglig læser til socialpædagog.
Instagram-haven
Sofie viser sin vejbod og grøntsagshave frem på sin Instagram-side "engkaerbrohave", hvor hun filmer videoer og tager billeder af sin grønne hobby. Det gør hun, fordi hun nyder at dele sit safe-space med andre.
- Jeg synes, det er megahyggeligt at filme sådan nogle videoer. At der så er nogen, der gider kigge på dem, det er selvfølgelig også dejligt, fortæller hun.
Hun har interesse fra flere borgere, der nyder godt af at købe friske grøntsager. Blandt andet et par, der var positivt overrasket over, at det ikke kun er ældre borgere, der kan have grønne fingre.
- Jeg fik den helt store snak om, at det var godt, at ungdommen også ville dyrke grøntsager. Så folk er faktisk rigtig søde til at komme og købe lidt, siger Sofie med et smil.
Udover de førnævnte grøntsager, så dyrker Sofie også jordbær og hindbær, og hendes vejbod har åbent hele sommeren.