Billede beskrivelse

20 års jubilæum: Susan har måske landsdelens sidste af sin slags

13. oktober 2025 kl. 06.01

HURUP: Mens legetøjsbutikkerne er lukket, sammenlagt med boghandlere eller er blevet til kæmpe legetøjsgiganter – så har Susan Amtoft Gramstrup holdt fast i sin gammeldags legetøjsbutik HejSikkeLeg i Hurup i 20 år.

Det fejres med gode tilbud hele efterårsferien samt livemusik og eftermiddagskage torsdag den 16. oktober kl. 14.00.

På den ene side indenfor døren er der babytøj og børnetøj fra gulv til loft med finurlige print og farver til både dem, der er vilde med traktorer – og dem, der er tror på enhjørninger og drømmer om prinsesser.

Billede beskrivelse

På den anden side er der babylegesager i både vilde og sarte farver med og uden lyde og æsker med alt, hvad de mindste mennesker kan ønske sig.

Op ad trappen med tre trin åbenbarer sig en verden af legesager, der kan udfylde de fleste ønskesedler, selv den slags på flere meters længde.

Lige midt i det hele står Susan Amtoft Gramstrup bag kassen og smiler, mens hun hjælper børn og deres forældre eller bedsteforældre i retning af de helt rette ønsker. Og lige netop her har hun faktisk stået i 20 år.

Den 1. oktober 2025 var det to årtier siden, at hun sammen med sin husbond Erling Gramstrup købte det, der dengang var Legekæden i Hurup. I dag hedder butikken HejSikkeLeg, og det var lidt af en tilfældighed, at butikken endte hendes hænder tilbage i 2005.

Hun havde tidligere haft ansvar for legesager ved Malles i Snedsted, men arbejdet passede skidt til hendes helbred, og derfor var hun stoppet.

- Kun en måned efter jeg var holdt i Snedsted, kom butikken i Hurup til salg. Jeg skulle slet ikke være selvstændig, men jeg kunne egentlig godt lide hverdagen med legesager, børn og deres familier, fortæller Susan Amtoft Gramstrup.

- Så Erling og jeg kiggede på hinanden og sagde: Jo, hvorfor ikke? Og så overtog vi legetøjsbutikken i Hurup, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Siden er der sket meget med butikshandlen både i Hurup og resten af landet. Gammeldags legetøjsbutikker som HejSikkeLeg findes ikke mange steder, og det mærkes, at mange køber legetøj på nettet – eller i supermarkeder og kæmpe legetøjsbutikker i større byer.

- Men der er et godt sammenhold butikkerne imellem i Hurup, og det betyder alt. Ellers var der intet handelsliv tilbage. Vi holder sammen, siger hun.

Især turisterne sætter pris på at besøge hendes butik.

- Der er jo mange, der slet ikke er vant denne her salgs gammeldags legetøjsbutik længere, så de synes virkelig, det er sjovt at komme herind, siger hun.

Og det er netop mødet med kunderne, der gør, at Susan Amtoft holder fast i butikken.

Billede beskrivelse

- De allerfleste er jo glade, og de kommer ofte her for at glæde nogle andre, så det er et dejligt folkefærd at arbejde med. Det er den positive vitaminpille i hverdagen, der gør min arbejdsdag god, siger hun.

Derfor er det også kunderne, der skal have noget tilbage. Fejringen af det 20 års jubilæum varer hele uge 42 med gode tilbud og konkurrencer til børnene. Torsdag den 16. oktober er der livemusik med Nadia Broholm i butikken samt mulighed for at få kaffe og kage fra k. 14.00.

- Det er kunderne, jeg gerne vil fejre. Uden dem, var jeg her ikke, og derfor skal de have noget tilbage, siger Susan Amtoft.

Og på spørgsmålet om, hvor længe hun bliver ved med at stå bag kassen i HejSikkeLeg i Hurup lyder det:

- Så længe mit helbred kan klare det, og der er kunder og omsætning til, at det kan gå, så regner jeg med at være her. Jeg synes jo, det er sjovt, så det er ikke et mål for mig at komme på pension i en fart, siger Susan Amtoft.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste