Billede beskrivelse

18-årige iværksættere og bedste venner: - Vi vil gøre en forskel

Lau Hougs Jensen og Tobias Bentsen er kammerater, går i klasse sammen på handelsskolen - og nu har de startet egen virksomhed

21. april 2023 kl. 17.14
Opdateret 24. april 2023 kl. 11.39

THISTED: Lau Hougs Jensen og Tobias Bentsen er begge 18 år og går i klasse sammen på HHX i Thisted.

- Vi mødte hinanden på Hurup Skole, hvor Tobias kom ind i klassen i 8. klasse, og så har vi hængt ved hinanden lige siden, siger Lau Hougs Jensen.

Men udover at være bedste venner, kan de nu også skrive "iværksættere" på deres CV. De to har nemlig sammen startet virksomheden Din Service - Thy, hvor de tilbyder at udføre alt fra almindeligt vedligehold over havearbejde til bilrengøring.

- Vi vil egentlig bare gerne ud og hjælpe, hvor vi kan, i lokalområdet, siger Lau.

Ideen har de gået med et stykke tid, men der var en praktisk udfordring, der har holdt dem tilbage:

- Vi var lige nødt til at vente, til vi blev gamle nok til at få kørekort.

5. april havde de deres første kunde, så virksomheden er stadig helt ny.

Billede beskrivelse

Det kan ellers hurtigt blive en dyr omgang, hvis man skal ud og have fat i alt værktøj, rengøringsmidler og haveredskaber til de mange forskellige opgaver, som Din Service - Thy kunne tænkes at blive bestilt til. Men her har gutterne været snusfornuftige:

- Vi har først lavet vores opslag på Facebook for at undersøge markedet, inden vi har gået ud og investeret vores penge. For eksempel troede vi, at vi ville få mange forespørgsler på vinduespudsning, men det har vi ikke fået, og så er det jo godt, at vi ikke har anskaffet en masse dyrt grej, siger Tobias.

- Alt det grej, vi bruger, er noget, vi har selv. Men der kan også være tilfælde, hvor kunden selv har noget værktøj eller en plænetraktor, som de stiller til rådighed, så vi tilpasser os til hver enkelt kunde, tilføjer Lau.

Skolen passer de to forretningspartnere fortsat, og det er da også deres studier her, der har givet dem lyst til og mod på at prøve livet som iværksættere af.

- Vi synes, det kunne være fedt at prøve at drive en lønsom virksomhed, og så ville vi gerne prøve at bruge noget af det, vi har lært på skolen, ude i virkeligheden. Vi tror, at den bedste måde at lære, hvordan man driver en virksomhed, er ved at gøre det, siger Lau.

De to kompagnonger er selv godt hjulpet af et stærkt netværk, hvor de kan trække på både familie og undervisere, som sidder med relevant viden om alt fra regnskab til skat og moms. Men de håber også at kunne inspirere andre unge til at blive iværksættere:

- Hvis man ikke har et netværk, så skal man ikke holde sig tilbage fra at springe ud i det. For eksempel findes der gode grupper på Facebook, hvor man kan stille spørgsmål om at drive virksomhed og få hjælp af nogle rigtig søde mennesker, siger Lau.

Udover skolen og arbejdet, har de to gutter også fritidsjob - Lau er ansat i Elgiganten, mens Tobias passer tankstationen i Hurup.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste