Billede beskrivelse

17-årig pige stoppet i bil - havde glemt én vigtig ting

Politiet har i løbet af weekenden rundt omkring i Thy og på Mors standset flere bilister, som viste sig ikke at have helt ren samvittighed

11. september 2023 kl. 09.11
Opdateret kl. 09.19

Fredag aften kl. 21.50 var politiet til stede med en patrulje på Østerbakken i Thisted.

Her stoppede de en bil med en ung kvinde bag rattet.

Det viste sig, at føreren var 17 år, og selvom hun godt nok havde et kørekort, havde hun glemt at tage en ledsager med, sådan som loven foreskriver.

Som led i en tre-årig forsøgsperiode må 17-årige køre bil, hvis de har bestået køreprøven og medbringer en ledsager på minimum 30 år, som har haft kørekort til personbil i minimum 10 år, uden at kortet på noget tidspunkt må have været frakendt.

Den 17-årige, der kommer fra lokalområdet, fik en sigtelse, og bilens ejer fik også en sigtelse for at lade den 17-årige benytte bilen uden at ledsage hende.

I den lidt alvorligere ende stoppede politiet en bil i Nykøbing på Holmen kl. 02.10 natten til lørdag.

Her blev den ene passager, en 18-årig lokal mand, fundet i besiddelse af 79 gram hash, en digitalvægt og noget jointpapir.

Manden erkendte, at han var i besiddelse af effekterne med henblik på videresalg, og han blev sigtet herfor.

På Oddesundvej nær Villerslev stoppede politiet en bil søndag morgen kl. 06.16.

Bag rattet sad en 29-årig mand. Betjentene fattede mistanke til, at han kunne være påvirket af euforiserende stoffer, og den 29-årige blev derfor anholdt og taget med til en blodprøve.

Derudover var manden, der kommer fra lokalområdet, ikke i besiddelse af et gyldigt kørekort, hvorfor han er sigtet for kørsel uden førerret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste