Et livsværk er til salg: Her har familier holdt livets fester i generationer
Efter 35 år forbereder Lone og Brian Lauridsen et salg af Thinghuskroen i Vestervig
Siden 1988 har Lone og Brian Lauridsen serveret utallige omgange flæskesteg, kalvesteg, oksefilet og andre klassikere til fester og gæster på Thinghuskroen i Vestervig.
Men nu har kroparret gennem 35 år besluttet sig for at sætte livsværket til salg, så friske kræfter kan komme til.
- Det er vores lokale EDC-mægler, der har fået til opgave at finde en køber, som kunne tænke sig at drive kroen videre, så der også i fremtiden bliver ved med at være kro i Vestervig, siger krofatter Brian Lauridsen.
Han er godt klar over, at det måske ikke lige er hver dag, der kommer en oplagt køber gennem byen. Derfor er beslutningen om salget netop et udtryk for rettidig omhu, forklarer han:
- Vores dåbsattester er efterhånden blevet lidt ældre, og det kræver, at der skal nogle andre til på et tidspunkt. Men om det er nu, eller om det er om et, tre eller fem år, det ved vi ikke. Det her er bare første skridt i det generationsskifte, der skal komme på sigt, siger han og understreger:
- Indtil da kører vi videre i den daglige drift fuldstændig uændret. Alle fester, der er reserveret, og som fortsat bliver booket ind, kommer vi til at gennemføre helt på samme vis, som vi plejer.
Det kan dog også pludselig gå stærkt, hvis den rette køber melder sig. Da Brian Lauridsen selv overtog Thinghuskroen for 35 år siden, var blækket knap tørt på salgsaftalen, inden nøglerne blev overdraget:
- Jeg tog et møde med nogle folk torsdag aften, hvor jeg skrev under kl. 23, og lørdag morgen kl. 9 stod jeg med nøglerne i hånden. Helt så stærkt kommer det ikke til at gå nu, det ved vi godt, siger Brian Lauridsen.
Når parret ser tilbage på de 35 år, der er gået, har hverdagen af og til båret præg af lange arbejdsdage. Men det har været det værd.
- Det er vores liv at have kroen. Vi har nydt det i de 35 år, hvor vi har brugt mange timer, men også har haft mange gode timer, både med familiefester, turister, ala carte-gæster og stamkunder på bodegaen, siger Brian Lauridsen og fortsætter:
- Vi har mange familier, hvor vi har holdt både deres bryllup og sølvbryllup, og deres børns konfirmation og bryllup. Det er dejligt at have den opbakning. Vi føler, at der er nogle, når de skal holde en fest, så behøver de slet ikke diskutere, hvor det skal være henne, for det skal selvfølgelig holdes på kroen.
Når han taler med de lokale om beslutningen om at sætte kroen til salg, møder han stor forståelse.
- Men de siger også, at det ville være en katastrofe, hvis ikke det fortsætter med kro i byen. Sådan er det i Vestervig: Her har været kro siden 1857, og den ønsker man skal fortsætte også i de næste 100 år, siger Brian Lauridsen.
Kroparret er dog helt med på, at en ny ejer også kan betyde fornyelse for kroen:
- Vi er åbne for, at der skal nye tiltag til. Nye folk og nye skikke, det skal vi bakke op om. Der skal være plads til, at de kan sætte deres eget præg på, for det gjorde vi også selv, dengang vi overtog, siger Brian Lauridsen og tilføjer:
- Og hvis de nye får brug for hjælp eller råd, så står vi klar. Vi vil ikke bare slippe det. Det kan vi slet ikke.
Hvad Lone og Brian Lauridsen skal finde på at tage sig til, når de ikke længere skal have kro i Vestervig, har de endnu ikke tænkt så meget på.
- Vi tager det stille og roligt, én ting ad gangen. Jeg tror, vi vil holde en pause og sunde os, den dag vi ikke længere skal på kroen hver dag. Men det tager vi til den tid, siger Brian Lauridsen.