Sommertur i julemandens fodspor
På Børglum Kloster er der mulighed for at snuppe en afstikker tilbage til en fjern fortid. I en ikke helt så fjern fortid blev julekalenderen ”Ludvig og Julemanden” med Lars Hjortshøj i rollen om julemand optaget på klosteret.
Så stedet vil formentlig også være genkendeligt for familiens yngste, der kan gå på opdagelse i kulisserne, der fortsat er opsat på klosteret.
De gamle klostermure har i levetiden oplevet både vikingekonger, magtfulde bisper, fromme munke og måske knap så fromme herremænd.
Børglum Kloster har blandt andet en tro kopi af det historiske og storslåede Bayeux-tapet. Tapetet er et 70 meter langt stykke vægtæppe broderet af uldgarn, og tapetet kaldes med rette verdens længste tegneserie.
En ny udstilling fortæller om klosterets bygningshistorie. Gæsterne kan blandt andet få viden om Børglumstenen og om dengang Broder Eskild drog til Rom for at få pavelig dispensation til at flytte klosterbygningerne.
På klosteret kan du gå på opdagelse i mere end 15 udstillinger om historie, kunst og kultur. Men der skal også afsættes tid til at nyde den smukke udsigt, besøg Kloserbutikken, smage madlækkerier i Café Vognporten og gå på opdagelse i haven, hvor man blandt andet kan se skulpturer af Ib Grønbech.
Den gamle domkirke er et besøg værd, og i juli er der planlagt en række orgelmatinéer i kirken.
Er der mere energi tilbage efter en tur rundt i og udenfor klosteret, kan udflugten passende gå videre til Rubjerg Knud Fyr, som man kan se fra Børglum Bakke. Herfra kan man også se badebyen Løkken, der ligeledes er et besøg værd.