Billede beskrivelse

Asaa er klar til det traditionsrige hestevæddeløb på søndag

04. juli 2022 kl. 06.30

Efter to år med pandemi og aflysning er Asaa Borgerforening nu atter klar til at byde velkommen til det traditionsrige hestevæddeløb. Det er i år 95 år siden, det første væddeløb blev afviklet i Asaa, så det populære arrangement nærmer sig med hastige skridt et flot 100-års jubilæum.

Løbet finder i år sted søndag 10. juli med et omfattende program. Der afvikles i alt 12 løb med fire travløb, to montéløb, to galopløb for rideheste, to galopløb for specialracer, et ponygalopløb og et ponytrav.

- Der er således løb for enhver smag for både børn og voksne, understreger Jesper Lindholm fra borgerforeningen.

- Hvis sommervejret så viser sig fra sin bedste side, og det tror vi på, er der lagt op til en helt fantastisk dag i det grønne på Asaas hyggelige væddeløbsbane. Vi synes selv, at vi i år kan byde på løb for enhver smag for både børn og for voksne. Foruden 12 løb og totalisatorspil er der legeland for børn samt rig mulighed for at få stillet sult og tørst, fortæller Jesper Lindholm.

Nye ansigter med

Asaa Hestevæddeløb udmærker ved at være et af de få steder i landet, hvor der én gang årligt er tilladelse til hestevæddeløb med totalisatorspil. I år tæller feltet af hesteejere en hel del nye ansigter, heriblandt deltagere fra det sjællandske, så der venter utvivlsomt en række tætte og interessante løb på den smukt beliggende væddeløbsbane i Asaa.

Mellem løbene er der rig mulighed for at proviantere i diverse boder, hvor der kan købes øl, vand og mad. Til børn og barnlige sjæle kan der købes adgang til legeland på pladsen. Adgangsbilletten gælder hele dagen og giver børnene mulighed for at boltre sig på hoppeborge, rutsjebaner, karruseller m.m.

Arrangementet starter kl. 12.45, hvor formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune, Steen Søgaard Petersen, officielt åbner dagens væddeløb.

Del artiklen

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Tema

Sommer

Sommerguiden