Det sker

120 skulpturer i naturen: Tag på 1,7 kilometer lang gårute

21. juni 2022 kl. 07:33

Over 100 af landets dygtigste billedhuggere samt enkelte gæster fra udlandet har sat 241 skulpturer op, hvoraf 120 står udenfor i den smukke natur omkring Dronninglund Kunstcenter. Dertil kommer 23 dygtige grafikere, så alene på grund af sin størrelse er udstillingen enestående.

Kunstcentret har arbejdet sammen med Dansk Billedhuggersamfund, og det var da også en tilfreds formand for billedhuggerne, der i sin tale ved ferniseringen i lørdags uddelte masser af roser.

- Kunstcentret stabler den ene imponerende udstilling efter den anden på benene og har igen skabt en kæmpeudstilling, som vi i Dansk Billedhuggersamfund kan være utroligt stolte af, sagde hun.

I den smukke natur er der lavet en 1,7 kilometer lang skulpturrute, hvor man kan gå i naturen og møde nye skulpturer, der vil overraske, glæde eller skræmme en. Skulpturerne står i fint samspil med græs, træer og åbne vidder.

Også formanden for kommunens Fritid-, Kultur- og Turismeudvalg, Steen Søgaard Petersen, var imponeret over udstillingen. Han roste de mange frivillige, der var med til at gøre det muligt at drive kommunens kulturelle fyrtårn, som han betegnede Kunstcentret.

- Jeg må også sige, at jeg beundrer de udøvende kunstnere. I udviser et stort mod ved at turde lægge jeres værker frem til fri bedømmelse. I tør give os andre en bid af jeres kunstneriske sjæl uden garanti for, at vi kan finde ud af at passe på den. Det kalder på stor respekt og ydmyghed fra os tilskuere, sagde han, der også påpegede kunstens betydning.

- I en travl hverdag giver kunsten os mulighed for at stoppe op og bruge vore sanser. Kunst kan medvirke til nye tanker og refleksioner, som vi måske ikke havde fået på anden vis, uddybede Steen Søgaard Petersen.

De store skulpturer er placeret ud i naturen, mens de mindre har fået plads indendørs omgivet af grafiske værker. De klæder hinanden og gør udstillingen til en komplet oplevelse for de mange gæster, der uden tvivl vil besøge udstillingen de næste tre måneder. Flere hundrede mennesker mødte op ved lørdagens fernisering, der i det fine sommervejr kunne afvikles i skulpturgården.

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Se hele temaet
Tema

Sommer i Nordjylland

Sommerguiden