Mads og Co. kæmper mod overmagten - med succes
VEDDUM: Mads Andreasen og hans team arbejder sig stille og roligt op i hierarkiet i motorsportens drifting-disciplin, og nu står de - måske - til at nå helt til tops efter en fornem start på denne sæson.
Grunden blev lagt, da teamet sidste efterår høstede en fornem 10. plads i motorsportens svar på de olympiske lege, FIA Motorsport Games.
- En uge efter fik vi en henvendelse fra Polen om at deltage i Europas sværeste nationale mesterskab, DMP i Polen, og det sagde vi selvfølgelig ja til. Så måtte vi ud at skaffe pengene bagefter, griner Mads Andreasen, der til daglig bor i nærheden af Veddum og arbejder på Flyvestation Aalborg.
DMP køres over fire afdelinger, og netop nu er man nået halvvejs, og Team Mads Andreasen Drifting indtager en overraskende tredjeplads blandt 56 internationale deltagende kørere. Mads Andreasen er både stolt og overrasket.
- Vi er jo oppe mod kørere, der stiller med fuldtids professionelle teams. De kører hver weekend, tester hele tiden deres biler og har råd til at køre i en simulator til måske 100.000 kroner. Det kan vi jo slet ikke hamle op med, og derfor er det sgu ret fedt, at vi kan gøre det så godt, siger han.
Faktisk havde man kun et løb som forberedelse til udfordringerne i Polen. Det var, da man deltog i det såkaldte Påske Sladden i Sverige, som eneste danske deltager blandt i alt 24 kørere fra Skandinavien.
- Vi fik et udmærket resultat med en niendeplads, men det vigtigste var, at vi fik testet bilen, og den viste sig heldigvis at være helt klar, siger Mads Andreasen.
At klare sig godt i DMP er det helt store mål for sæsonen. Klarer man sig igennem det mikroskopiske nåleøje til en førsteplads, giver det nemlig adgang til sportens øverste klasse, Drift Masters, der i fodbold ville svare til Champions League.
- Hvis vi ligger nummer et efter tredje afdeling af DMP, giver det adgang til dette års finale i Drift Masters. Hvis vi ender som samlet nummer et, giver det licens til hele serien i den kommende sæson. Det vil simpelthen være fantastisk, siger Mads Andreasen.
Han håber, at de fine internationale resultater omsider kan bane vej for flere og større sponsorater. Det er nemlig vanskeligt at skaffe sponsorer i Danmark.
- Det er en dyr sport, og økonomien er det, der forhindrer os i at blive endnu bedre. Så hvis nogen derude er interesserede, hører jeg gerne fra dem, siger han med et glimt i øjet.
Teamet kan følges på både Facebook og Instagram. Søg på MadsAndreasen71.