Kortbetalinger afvises på grund af driftsforstyrrelse hos Nets
Betalingsvirksomheden Nets oplever torsdag formiddag en driftsforstyrrelse, som påvirker behandlingen af kortbetalinger.
Driftsforstyrrelsen betyder, at størstedelen af kortbetalinger afvises, skriver Nets i en pressemeddelelse.
- Hændelsen er opstået omkring klokken 09.00, og siden har Nets' transaktioner ikke gået igennem på normal vis. Vi vurderer lige nu, at størsteparten af betalingerne bliver afvist, lyder det i meddelelsen.
Det fremgår ikke, hvad der er årsag til forstyrrelsen, eller hvornår driften forventes at være normal igen.
Men Nets har etableret en arbejdsgruppe, som arbejder på at identificere problemet og normalisere driften.
- Vi vender tilbage, så snart vi har en ny status, skriver Nets.
Butikker opfordres til at aktivere deres offline-procedure, som giver mulighed for at tage imod betaling med visse typer af betalingsmidler.
- Der kan eventuelt også være mulighed for at tage imod betalinger på anden vis, herunder ved brug af MobilePay, lyder det fra Nets.
/ritzau/