Billede beskrivelse

Gassen gik ikke af ballonen: Nu sker der noget nyt på det gamle gasværk

Byrådet har besluttet, at Gasmuseet kan få penge, når et krav er opfyldt

12. marts 2022 kl. 06.39
Opdateret 16. maj 2022 kl. 14.12

Gas er en omtalt energiform i disse dage. Og det gælder også i Hobro. I denne omgang handler det dog ikke om gas fra den russiske undergrund.

Sidste år blev det annonceret, at Gasmuseet på Hobro Havn måtte lukke ned, da gasbranchens finansiering ophørte ved udgangen af 2021. Samtidig smækkede kommunen også kassen i.

Men torsdag den 3. marts besluttede byrådet at sætte 411.000 kroner af til, at Gasmuseet kan relanceres som Gasværket, hvor der skal være fokus på grøn omstilling og kultur.

Der skal dog dog en underskrift til, før pengene bliver udbetalt.

- Vi ønsker at få et pant på to millioner. Det er penge, som vi tidligere har lagt ud til Gasmuseet. Vi vil have den underskrift fra bestyrelsen, siger borgmester Mogens Jespersen (V).

Dermed er byrådsmedlemmerne blevet overbevist om det, som de ikke blev sidste år: at Gasmuseets bestyrelse er i stand til at skabe noget nyt i det gamle gasværk.

Billede beskrivelse

Det var Jørgen Pontoppidan (V), som på vegne af Gasmuseets bestyrelse havde indsendt anmodningen. Han er selv formand for stedet. Han gjorde det på byrådsmødet klart, at man med midler fra kommunen vil skabe noget nyt.

- Vi er enige om, at det er færdigt. Der skal ske noget helt nyt, fortalte Jørgen Pontoppidan.

Gasmuseet skal relanceres som Gasværket - Energi- og Kulturhus. Visionen er, at stedet skal danne rammer om formidling af både den sorte og den grønne omstilling og samtidigt agere kulturhus.

Desuden er målet, at der skal etableres en energicafé, hvor der bliver tilbudt en grøn og energirigtig menu.

Gasværkets historie

Hobro Gasværk blev etableret i 1898 og var i drift som kulgasværk frem til 1967. Herefter producerede man proban og butan.

Værket er det eneste intakte af sin slags bevaret i Danmark og blev i 1998-99 indrettet til Gasmuseet.

Gennem årene var naturgasselskabet HMN Naturgas, som Mariagerfjord Kommune var medejer af, den vigtigste bidragyder til driften af museet.

Da naturgasselskabet blev solgt, blev det meldt ud, at støtten ophørte ved udgangen af 2021.

Nu skal der altså ske noget nyt, og fremover bliver stedet kendt som Gasværket.

Billede beskrivelse

- Ikke en badebillet

Selvom byrådet nu lover, at der bliver tilført penge til Gasmuseet, så blev det flere gange i løbet af byrådsmødet fremhævet, at man forventer nye initiativer. Borgmesteren selv gjorde det også klart:

- Det er ikke en badebillet, der skal komme noget nyt, sagde Mogens Jespersen (V).

Før beslutningen blev truffet på torsdagens møde, skulle der lige styr på, om det var et engangsbeløb, eller om det var en årlig udbetaling. Da det var på plads, at det som udgangspunkt kun er året ud, at støtten gælder for, godkendte byrådsmedlemmerne anmodningen.

Billede beskrivelse

Senere skal byrådet diskutere, om Gasmuseets bestyrelse har leveret en så tilfredsstillende forandringsstrategi, at kommunen skal fortsætte med at finansiere driften fremover.

Efter godkendelsen gav borgmesteren sin velsignelse.

- Så vil jeg sige held og lykke, det bliver der vist også brug for, lød det fra Mogens Jespersen (V) efterfulgt af grin fra salen.

Se også
Ny chance til dødsdømt gasmuseum - Vi har folk, som brænder for det
Se også
Slukørede på Gasmuseet - Nej til en sidste chance
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste