Open By Night med musik, sport, trylleri og aktiviteter for hele familien
HADSUND: Fredag 28. august trækker Hadsund Handel og Turisme et sikkert trumfkort, når der inviteres til Open By Night.
Fra kl. 10 til 22 byder byens butikker på gode tilbud, mens der i løbet af eftermiddagen og aftenen er masser af oplevelser for både børn og voksne.
Allerede kl. 17 begynder underholdningen med børnekoncert i Butikscenter Hadsund med Fantasipiloterne, og der er også bliver mulighed for at hilse på Little Chubbies-maskotten.
Kl. 18 marcherer Hadsund Skoleorkester gennem byen og videre til Butikscenteret, hvor de officielt skyder Open By Night i gang. Samtidig går musikeren og tryllekunstneren Steve Hart rundt i byen og underholder med musik og trylleri for
børnene.
På Torvet og i gågaden åbner denne gang 14 boder kl. 18, og der bliver hele aftenen mulighed for at møde lokale aktører som Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og Havnø Mølles Venner og opleve den hyggelige stemning i bymidten.
Kl. 18.30 bliver der for alvor gang i den på Torvet, når Hadsund Sport og Event inviterer til Jumping fitness under sejlet. Jumping fitness er en ny træningsdille, hvor man hopper på trampolin, mens musikken spiller, og instruktørerne sørger for, at pulsen kommer op. Alle kan være med og prøve kræfter med den energiske træningsform.
Kl. 19.45 er der action i Butikscenter Hadsund, når Ashihara Karateklub giver opvisning. Her kan publikum opleve både karate, kendo og aikido – og blandt andet se en karatekæmper flække mursten med de bare næver.
For de yngste tilbyder Hadsund Rideklub hele aftenen en gratis ridetur i gågaden.