Ny chance til dødsdømt gasmuseum - Vi har folk, som brænder for det
- Fra 22. december går det igen mod lysere tider, lyder det fra Jørgen Pontoppidan før skæbnetime for dødsdømt museum
Der ligger en vigtig symbolik i, at det dødsdømte Gasmuseum i Hobro får en ny chance torsdag 22. december 2021. Sådan vælger bestyrelsesformand i gasmuseet Jørgen Pontoppidan, i hvert fald at se det. Han er forsigtigt optimistisk:
- 21. december er det vintersolhverv, årets korteste dag. Fra den 22. går det igen mod lysere tider! Jeg håber virkelig, at byrådet vil vælge at understøtte Gasmuseet i en periode. Jeg er overbevist om, at der kan skabes grundlag for et spændende sted, siger Jørgen Pontoppidan.
Gasmuseet får en ny chance i det magtfulde økonomiudvalg og byrådet. Det blev udgangen på et timelangt møde, Jørgen Pontoppidan og hans forretningsudvalg havde i mandags med Mariagerfjord Kommunes borgmester Mogens Jespersen (V) og viceborgmester Leif Skaarup (S).
- I byrådet har vi sagt nej til at give tilskud fra nytår. Men de (forretningsudvalget) er kommet med en ny plan. Derfor tager vi sagen op igen i økonomiudvalget. Vi er klar til at genoverveje byrådets beslutning, siger borgmester Mogens Jespersen (V) - uden at ville love noget.
Borgmesteren sigter til, at et byrådsflertal i foråret smækkede pengekassen i for Gasmuseet. Slut med, at kommunen årligt yder 423.000 kroner til driften. Og nej til arbejdsgruppens ønske om 550.000 i en overgangsperiode, efter at gasselskaberne har trukket sig.
- Kommunen skal på banen, hvis vi skal have sponsorer til at støtte vores ide - at omdanne gasmuseet til et formidlingscenter for dansk energihistorie - fra sort til grøn energi. Alle steder, man søger sponsorstøtte, bliver man spurgt til, om kommunen bakker op, siger Pontoppidan.
Giv os nu mulighed for at prøve det af, appellerer han - vi har dygtige folk, som brænder for ideen, og en enestående bygning i det gamle gasværk i Hobro, Danmarks sidste intakte af sin slags.
Såfremt det igen skulle blive et nej i byrådet 22. december, vil Gasmuseet blive sat på lavdrift fra årsskiftet.
Man går ud af 2021 med lidt på kistebunden, så bygningen trods alt kan holdes frostfri, fortæller Jørgen Pontoppidan.
- Det vil ikke være sådan, at vi afleverer nøglerne på kommunen 1. januar og erklærer os konkurs. Så vil der blive indkaldt til et bestyrelsesmøde, hvor vi afsøger mulighederne, siger Jørgen Pontoppidan.