På søndag bliver det ekstra lækkert at løbe en tur
HOBRO: Der er ved at være flere sikre tegn på, at Ambufesten lurer lige om hjørnet. Én af dem er det traditionelle hindbærsnitteløb, der som optakt til festlighederne finder sted på søndag 23. august.
Til hindbærsnitteløbet er der løbe- og gåruter på 3 og 5 km, og det foregår helt uden tidtagning. Hvis man gerne vil gå eller løbe længere, er man velkommen til at sammensætte ruterne helt individuelt, så man kommer op på endnu flere kilometer.
Alle deltagerne får et diplom, ligesom der også er både kaffe, sodavand og ja, godt gættet hindbærsnitter til alle.
Sidste år deltog 300 børn og voksne i løbet, der finder sted i nærområdet ved Fyrkat og Onsild Ådal.
Det er gratis at deltage i hindbærsnitteløbet, der har start fra Ambupladsen på søndag klokken 10.00. Man kan blot møde op.
Arrangør er Fjordløberne Hobro i samarbejde med Ambufesten. Hindbærsnitterne er sponsoreret af det lokale Bæchs Conditori.
Godt løb – og velbekomme!