Billede beskrivelse

Slukørede på Gasmuseet - Nej til en sidste chance

Fremtiden for museet er uvis. - Hvis vi skal tage en sag op igen, skal der være nyt, siger viceborgmester Leif Skaarup

28. december 2021 kl. 11.18

Jørgen Pontoppidan, formand for det nødlidende Gasmuseet på havnen i Hobro, er slukøret. Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune har sagt blankt nej til at give museet en sidste chance her, hvor 2021 rinder ud.

Politikerne er ikke til sinds at "benåde" Gasmuseet og sløjfe den dødsdom, som byrådet reelt afsagde i april i år, da de afviste en gruppe frivilliges ide om at skabe en helt ny kulturinstitution i det gamle gasværk.

Viceborgmester Leif Skaarup (S) ledte økonomiudvalgets afgørende møde 15. december. Han forklarer, at bestyrelsen i Gasmuseet ikke er kommet med "noget afgørende nyt" i forhold til den plan, som bestyrelsen præsenterede byrådet for i foråret.

- De fem fra Gasmuseets bestyrelse har oplyst os om, at de får 300.000 kroner fra gasselskabet til opmærkning og registrering af effekter i museet. Derudover var der ikke noget nyt. Og hvis vi skal have en sag op igen, skal der være nyt, understreger Leif Skaarup.

Leif Skaarup understreger, at sagen nu ligger i hænderne på bestyrelsen i Gasmuseet, som er en selvejende institution.

Billede beskrivelse

Jørgen Pontoppidan er ærgerlig over, at det var netop Leif Skaarup (S) og ikke borgmester Mogens Jespersen (V), der havde styringen på det vigtige møde.

- Jeg havde forventet, at borgmesteren skulle bære sagen frem i økonomiudvalget. Jeg kender godt Leifs holdning, og den er ikke specielt imødekommende over for os, konstaterer Jørgen Pontoppidan.

Grønne omstilling

- Jeg er overrasket og uforstående over for, at de (i økonomiudvalget) ikke mener, vi kommer med nyt. Det nye er, at det ikke er gassen, men den grønne omstilling, vi vil formidle.

- Det var det, vi prøvede at fortælle, da vi fem mand stærk fra bestyrelsen (6. december) var til møde med borgmesteren og viceborgmesteren. Vi sad i en time og kom med visioner og planer.

Billede beskrivelse

- Når de siger, at der ikke er noget nyt, så vil jeg gerne vide, hvad vi så skal til, for at der er afgørende nyt? spørger Jørgen Pontoppidan.

Han henviser til Mikael Kaus læserbrev i Nordjyske 26. december, der fremhæver Hobros nøglerolle i udviklingen af fremtidens bæredygtig energi.

Jørgen Pontoppidan agter at rejse sagen i det nye byråd, som trækker i arbejdstøjet 1. januar. 10 af de 29 byrådsmedlemmer er nye, og han håber på større lydhørhed.

Likvidere foreningen

Leif Skaarup siger, at såfremt Gasmuseet ikke kan få driften til at hænge sammen fremover, må de enten likvidere foreningen eller drosle helt ned. Det er op til bestyrelsen.

- Hvis det sker, vil jeg være indstillet på at få en aktivitet ned på stedet. Jeg forestiller mig, at det skal være i regi af kultur og fritid, som skulle nedsætte en arbejdsgruppe, siger Leif Skaarup.

Om økonomien oplyser Leif Skaarup, at Gasmuseet har et lån i gasværksbygningen på to millioner kroner. Penge, som Mariagerfjord Kommune har til gode.

Billede beskrivelse

Fire fraværende

Da sagen blev behandlet i økonomiudvalget 15. december 2021, var fire medlemmer fraværende, deriblandt som nævnt borgmester Mogens Jespersen (V).

De øvrige afbud kom fra Henrik Sloth (V), Karen Østergaard (S) og Jørgen Hammer Sørensen (DF).

Til stede til at stemme om Gasmuseets fremtid var Jan Thorbøll Andersen (V), Jens Riise Dalgaard (S), Peder Larsen (SF), Karen Østergaard (S) og Jens-Henrik Kirk (K).

Se også
Ny chance til dødsdømt gasmuseum - Vi har folk, som brænder for det
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste