Jysk ejendomsmæglerfirma tromler ind over Sjælland
MARIAGERFJORD: Det startede i det spæde, da John Frandsen i 1995 åbnede sit første ejendomsmæglerkontor i Randers, men allerede året efter kom en filial i Mariager til, og siden har det udviklet sig til et usædvanligt væksteventyr.
Firmaet bredte sig i starten i Øst- og Nordjylland, men er igennem de senere år blevet næsten landsdækkende. Netop nu føjer man yderligere syv afdelinger til de eksisterende 54, og det bemærkelsesværdige er, at alle kontorer ligger i Storkøbenhavn eller Nordsjælland. Det er Lyngby, Søborg, Bagsværd, Værløse, Farum, Ballerup og Hillerød.
Markedsføringen og den kommercielle opstart går i gang fra begyndelsen af september, mens de fysiske butikker åbner i takt med, at lokalerne bliver klar. Tre åbner med det samme i eksisterende ejendomsmæglerkontorer, mens de øvrige fire etableres i nye lokaler.
For stifter og direktør John Frandsen er den sjællandske ekspansion et naturligt næste skridt for virksomheden.
- Vi har altid haft ambitionen om at udvikle virksomheden. Vækst er ikke et mål i sig selv, men den giver mulighed for at investere i bedre systemer, stærkere faglige miljøer, nye produkter og flere muligheder for dygtige mennesker. Nu vurderer vi, at tiden er rigtig til at accelerere markant på Sjælland, hvor vi i forvejen er til stede i Næstved, Haslev og Skælskør, siger John Frandsen.
En vigtig del af strategien er, at de nye forretninger skal drives af lokale partnere, som samtidig bliver medejere. Ifølge John Frandsen er netop det lokale kendskab afgørende.
- Ejendomsmæglerbranchen er grundlæggende lokal. Det detaljerede kendskab til områderne, boligtyperne og markedet kan ikke drives fra et hovedkontor. Derfor tror vi på lokale partnere, der selv bliver medejere og får betydelig frihed, samtidig med at de får en stærk organisation og værktøjskasse i ryggen, siger han.
Modellen betyder, at de lokale partnere får en direkte økonomisk interesse i udviklingen af deres egen forretning. De centrale funktioner inden for blandt andet økonomi, administration, IT, uddannelse, compliance og markedsføring er fælles for organisationen. Det gør det nemt for en mægler at etablere sig som selvstændig.
Selv om de enkelte afdelinger får stor lokal frihed, er det samtidig meningen, at de skal arbejde tæt sammen. Det giver ifølge den kommende direktør for John Frandsen Sjælland A/S, Anders Kitaj Holm, god mening på et boligmarked, hvor kundernes søgninger ofte går på tværs af kommunegrænser.
- Køberne tænker ikke nødvendigvis i vores geografiske opdeling. En familie, der søger i Farum, kan også være interesseret i Værløse, ligesom en boligsælger i Bagsværd kan være relevant som boligkøber i Søborg. Derfor skal vi kombinere det lokale ansvar med evnen til at samarbejde effektivt på tværs fremadrettet, siger han.
Virksomheden arbejder allerede med yderligere etableringer. Man er i dialog med flere potentielle partnere på Sjælland såvel som i Jylland.
John Frandsen har den klart største vækstrate blandt landets ejendomsmæglerkæder og er den største kæde uden for de finansielle institutioner.
EDC er størst med cirka 247 forretninger. Herefter følger Nybolig med cirka 220, Danbolig med cirka 150 og Home med cirka 182.