Fredet havnekran i Mariager lyser op efter flot donation
MARIAGER: Den fredede havnekran i Mariager har fået ny og langtidsholdbar LED-belysning.
Foreningen Havnens Venner i Mariager har i sommer modtaget en flot privat donation fra Mariagerborgeren Niels Aage Christensen, som har gjort det muligt at udskifte den tidligere belysning på kranen.
Donationen er blevet modtaget med stor glæde og taknemmelighed.
Det skriver Foreningen Havnens Venner i en pressemeddelelse.
Havnens Venner håber, at både byens borgere og gæster fremover vil nyde synet af den oplyste kran ved særlige lejligheder som den årlige regatta, i julemåneden og ved andre lokale begivenheder.
I forbindelse med ELRO-dagene holder kranen åbent lørdag den 5. september fra kl. 10-16, hvor alle har mulighed for at komme op og nyde den flotte udsigt over havnen og byen. Der er gratis adgang.
Som afslutning på dagen bliver den nye belysning officielt indviet med en lille forfriskning fra kl. 19, hvor alle er velkomne.
Fjordens El ved Jan Hilmar Kristensen i Mariager har stået for opsætning og installation af projektet.
Det er lykkedes at finde en løsning, der tager hensyn til både omgivelserne, kranens konstruktion og dens status som fredet mindesmærke.
Foreningen ejer den fredede kran og står for vedligeholdelsen. De nødvendige økonomiske midler skaffes blandt andet gennem foreningskontingenter, loppesalg fra Havneboden, det ugentlige loppemarked i sommersæsonen, lokale guidede rundvisninger samt støtte fra fonde, lokale donationer og kommunen.
Bestyrelsens arbejde bliver desuden suppleret af frivillige hjælpere, som bidrager med praktiske opgaver, reparationer, vedligeholdelse og pasning af loppeboden.