Når ældre mister ægtefællen, kan de finde støtte i sorggruppen
HOBRO: Når mennesker mister en ægtefælle eller en nær pårørende, kan sorgen føles tung at bære alene.
I Ældre Sagens Sorg- og Livsmodsgruppe i Mariagerfjord Kommune får deltagerne mulighed for at dele deres oplevelser med andre i samme situation og finde støtte i et nyt fællesskab.
Det oplyser Ældre Sagen Hobro i en pressemeddelelse.
Gruppen bestod denne gang af én mand og seks kvinder fra Arden, Assens og Hobro.
Generelt er det dog fortsat kun få mænd, der benytter sig af tilbuddet.
Deltagerne havde alle mistet en nær pårørende eller ægtefælle, og flere havde desværre været igennem svære og traumatiske forløb i forbindelse med sygdom, læge- og sygehusbesøg.
Gruppen mødtes ni gange á to timer i Medborgerhuset i Hobro. Tilbuddet er gratis, og alle kan deltage. Ældre Sagen er vært ved kaffe og kage ved hvert møde.
Som ved tidligere forløb fortæller deltagerne om stor taknemmelighed og et stort udbytte af at mødes med andre, der også står midt i sorgen.
Denne gang er der ligeledes blevet skabt nye netværk, og gruppen har selv aftalt at mødes igen i forbindelse med Sommer i Pakhuset.
Ved det sidste møde takkede deltagerne de to frivillige ledere med en buket blomster.
De frivillige ledere har gennemført kurser og deltaget i netværksmøder i Ældre Sagens regi og er fagligt kompetente til at lede en sorggruppe.
Ældre Sagen i Mariagerfjord Kommune starter til efteråret et nyt forløb i Hadsund. Hvis du ønsker at høre mere om tilbuddet eller overvejer at blive frivillig, kan du kontakte Ældre Sagens lokalafdelinger.