Nu har Kolja og Diana Nordjyllands bedste burger
ALS ODDE: Igennem otte år har Kolja Ringsted og Diana Kukk drevet deres burgerbar Hillbilly på Als Odde, men trods den noget afsides beliggenhed har mange fået øje og ikke mindst smag for den.
Det kan nu aflæses sort på hvidt, efter at de netop er blevet kåret som Nordjyllands bedste burgersted. I hele Danmark havnede de på en syvendeplads i en afstemning udskrevet af OpdagDanmark, der i stil med Tripadvisor hjælper brugere med at finde oplevelser, spisesteder, begivenheder og seværdigheder.
- Vi er pavestolte af, at vi klarede os så godt mod de danske storbyer. At folk gider gå ind og stemme på os, er ret vildt, siger en storsmilende Kolja Ringsted.
En af årsagerne er måske, at folk, hvis de da overhovedet gider at spise burgere, praktisk taget altid vil kunne finde en burger, der passer til deres smagsløg.
Aktuelt er der 18 burgere på menuen, og at der ikke er flere, skyldes kun, at det er højsæson.
- Lige nu omsætter vi så meget, at vi ikke har plads til råvarerne, hvis vi skulle have flere. Når det bliver lidt mere roligt, har vi typisk fem-seks flere på menuen, fortæller Kolja Ringsted.
Parret elsker at lege med ingredienserne og præsenterer løbende nye sammensætninger. Ikke alle er lige vellykkede.
- Vi giver dem en chance en måneds tid. Hvis de ikke slår an, piller vi dem af menuen igen. Nogle er der hele tiden rift efter, og dem har vi altid på menuen, siger Kolja Ringsted.
De mest populære på hitlisten er pt:
Betty-Boo (bacon og blue cheese)
BillyBob (bacon-cheese med friterede løgringe)
Cheese puffs burger (med osterejer)
Smokey burger (med røget barbecuesovs),
Chilli-cheese burger (med kødsovs, grøn og rød jalapeño og cheddar sauce)
Tømmermandsburger (med bacon, ost samt ekstra meget og stærk chili)
Tom T's burger (med spejlæg)
I forhold til sidstnævnte har de hentet inspiration udefra.
- Vores nabo To Thygesen havde været på Tenerife og fået en burger med spejlæg, som han bad os om at lave. Nu spiser han ikke andet, når han er her, og den er virkelig blevet et hit, siger Kolja Ringsted.
Det er med garanti ikke den sidste kulinariske overraskelse, der kommer fra den kant.
- Vi har masser af ideer, garanterer Kolja Ringsted.
Hannouni’s Restaurant og Streetfood i Snedsted og Streetfood Piraterne i Tylstrup synes også at være mere end et besøg værd. De kom ind som nummer to og tre i Nordjylland.
Danmarks bedste er Byens Grill i Grenaa.