Færgekroen lukker og genopstår som Hotel Vista
HADSUND: Omkring årtusindskiftet havde Hadsund tre hoteller eller kroer, Fjordhotellet, Hotel Hadsund og Færgekroen.
lukningen af sidstnævnte i weekenden forsvandt det sidste. Og så alligevel ikke.
Restauratør Antonino Oliveto fra Ristorante davinci på den anden side af fjorden har nemlig købt den del af kroen, der rummer overnatning. Hans forretning er nemlig påvirket af manglen på overnatningssteder.
- Tidligere havde vi en del forretningskunder, der overnattede, når de besøgte deres samarbejdspartnere i byen. De er nu stort set væk. Ikke kun fordi der mangler overnatningsmuligheder, men også fordi de muligheder, der var faktisk var der, ikke levede op til den standard, de forventer, siger han.
Antonino Oliveto har derfor valgt at tage skeen i egen hånd og genåbner kroen under navnet Hotel Vista, hvilket betyder udsigt. Det sker i første omgang ganske forsigtigt, for stedet trænger efter hans opfattelse til en kærlig hånd.
- Ambitionen er at løfte hotellet til mere nutidige standarder, så det skal renoveres, og inventaret skal udskiftes. Der er ventetid på flere ting, så der går omkring 2-2½ måneder, før vi er oppe i fulde omdrejninger. Jeg vil ikke starte med risiko for at få dårlige anmeldelser. Man kan godt booke værelser, men kun pr telefon, så vi kan forklare, hvad de kan forvente, siger han.
Faktisk har han i den seneste snes år overvejet at etablere hotel, men det var umiddelbart for svært og for dyrt.
- Her kan jeg umiddelbart overtage 12 værelser, og det er langt nemmere, forklarer han.
P-pladsen renoveres også og forsynes med elladestander, og der skal bygges et orangeri og en sauna. Fuldt færdigt skal hotellet stort set være selvbetjent.
- Man får en kode, så man kan låse sig ind overalt. Vi sørger for morgenmaden i orangeriet, og så håber jeg, at gæsterne så prøver vores køkken i restauranten her, siger Antonino Oliveto.
Sælgeren er Rasmus Thorup, der på egne vegne har planer om at etablere et opholdssted med fokus på sundhed, kost, fysisk træning og wellness. De påvirkes ikke af salget.
- Vi etablerer selv overnatning bagest i huset, så Antoninos overtagelse af værelserne er helt ideel. Byen har brug for et godt hotel, og det tror jeg, han er mand for, siger han.
Der er i alt 12 værelser, men tre af dem ligger i kælderplan og er knap så attraktive, og Antonino Oliveto har ikke helt besluttet, hvad han gør med dem.
- De har primært været brugt af håndværkere, som efterspørger lidt billigere overnatningsmuligheder, så de skal måske ikke opgraderes så meget som de øvrige værelser. Det må vi se på, siger han.
Han har netop investeret en halv million kroner i en ny terrasse og et orangeri ved restauranten. Behovet har nemlig ændret sig i de senere år.
- Tidligere havde vi meget travlt i de otte uger fra midt i juni til midt i august. I dag er det helt fra april til september. Vi ser langt flere turister fra Tyskland og Holland, der ikke vil risikere hedebølgerne i Sydeuropa. Vi har omvendt fået bedre og bedre vejr, og det lokker flere til, siger Antonino Oliveto, der også af den årsag ser et voksende behov for mere attraktive overnatningsmuligheder.
Ambitionen er nu at dække behovet med værelserne på Hadsund Syd.