Billede beskrivelse

Blomstermanden Johnny har konceptet klar: Sådan folder han forårsudstillingerne ud

27. marts 2025 kl. 06.00

Det bliver "helt fantastisk og ekstraordinært". 

Sådan lyder det i en pressemeddelelse, der omtaler Johnny Haugaard - vidt og bredt kendt som Blomstermanden - der igen til foråret kaster sin kærlighed på blandt andet Himmerland. 

Johnny Haugaard har allerede præsenteret planerne for genopførelsen af den ikoniske udstilling i den gamle svømmehal i Aars. Det bliver med udstillingen "Naturens Stemme - Forfald".

Lige så er planerne for en række yderligere udstillinger i byerne Løgstør, Farsø og Aalestrup tidligere præsenteret. 

Men indtil har selve indholdet af disse været ukendte - eller hemmelige for offentligheden i hvert fald. 

Netop konceptet for disse udstillinger løfter Johnny Haugaard sløret for i pressemeddelelsen. 

Og det bliver stort - og elementært. 

Konceptet

  • De tre byer vil repræsentere de tre elementer vand, ild og jord - sidste element luft tilfalder Aars.
  • Udstillingen i Aars kan opleves mod betaling - mens de øvrige udendørsudstillinger er gratis.
  • Alle udstillinger har en fortælling i sig selv: 
  • Løgstør: Byen, der også kaldes “Muslingebyen” vil selvfølgelig repræsentere elementet vand, og opbygges af de blå knasende skaller; Blåmuslinger. 
  • Aalestrup: Med fokus på den gamle cykelfabrik Jyden og Danmarks (eneste) cykelmuseum, vil cyklerne selvfølgelig være i fokus sammen med elementet jord.
  • Farsø: Det kendte søskendepar Johannes V. Jensen og Thit Jensen forenes i denne udstilling i deres hjemby. Måske mod deres vilje. Elementet ild er meget nærtliggende idet de to ikke kunne udstå hinanden.

Sommerudstilling

Mens udstillingerne i Aars, Løgstør, Aalestrup og Farsø alle finder sted i foråret - med start 4. april - kan befolkningen i Hobro og omegn også se frem til en spektakulær kunstinstallation i byen.

Således vil Johnny Haugaard - sammen med flere hundrede frivillige - bygge en Midgårdsorm på fire meter i diameter.

Den skal sno sig via den gamle fjordvej begyndende ved havnen, op over tagene (hvis muligt), gennem byen og videre ud til Fyrkat.

Her vil dens hoved stikke op af jorden. 

Flere steder vil det være muligt at gå igennem “ormen” og få en endnu større oplevelse af kunstværket.

Lige så bliver Midgårdsormens "ham" brugt til en udstilling i Bramslev Bakker, hvor en 400 meter lang tunnel skal laves af genbrugstøj. 

Selve Midgårdsormen skal desuden bygges af omtrent halvanden million træpinde, som blandt andet børn fra Danmark, Sverige og Norge skal finde og dekorere med personlige tekster, historier og ønsker.

Midgårdsormen forventes at være klar til fremvisning i juli og august i år. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste