Billede beskrivelse

Kæmpe blomsterudstilling på vej - så er de i gang

25. februar 2025 kl. 06.04
Opdateret kl. 19.26

AARS: Over 200 frivillige mødte ind, da de første skridt fredag blev taget i processen med at realisere forårets blomsterudstilling i og omkring Aars' gamle svømmehal.

Bag udstillingen står blomsterkunstneren Johnny Haugaard, der som bekendt stod bag juleudstillingen samme sted, og som omgående satte de frivillige i sving, fortæller Jesper Nielsen, der er handelschef for Aars Handelsstandsforening, og som deltog i åbningen.

- Der var folk fra hele landet, og det var lidt svært at forestille sig, hvordan Johnny skulle få det styret med så mange mennesker, men det gik fint. De, der havde været med før, fik en kort instruktion, og så gik de ellers i gang. De nye fik en lidt grundigere introduktion, men også de kom i gang hen ad vejen, fortæller han.

Antallet af frivillige er hen over weekenden vokset til 330, og det ventes at fortsætte, så det kommer til at overgå de 488, der var involveret i juleudstillingen.

Helt central i udstillingen er en blomsterskulptur formet og udsmykket som Gundestrupkarret, der blev fundet i en mose tæt ved Aars. Originalen er 69 centimeter i diameter og 41 centimeter høj, men i Johnny Haugaards version bliver det 8,5 meter i diameter og 5 meter højt.

- Det er et offerkar, så ideen er at proppe nogle af nutidens magtmennesker i -det kunne være Trump, Putin, en dansker måske, og også nogle af fortidens. Karret skal sprænges, så blodet fosser ud i form af røde roser, og så er det op til publikum at afgøre, om de synes, det skal være magthaverne, der ofrer os, eller om det er på tide, at vi ofrer dem, siger Johnny Haugaard.

Rundt om karret skal der skabes en "mose". De gamle bassiner fyldes med vand, og i begge sider skal der være vandfald. I bunden af mosen kommer der et væld af trærødder, som mandag blev leveret med et lastvogntog - for nu at give et indtryk af omfanget.

Gennem det hele går en 45 meter lang bro.

- Juleudstillingen handlede om mindre motiver og mange nipsede detaljer. Her kommer vi til at arbejde med væsentligt større formater, siger Johnny Haugaard.

Broen og karret er det eneste, der findes tegninger af. Resten findes kun i hovedet på Johnny Haugaard.

- Jeg har ret præcise ideer, men det endelige resultat viser sig først hen ad vejen. Men jeg kan love, at jeg nok skal holde de frivillige beskæftiget, uanset hvor mange vi bliver. Jo flere vi er, des flere detaljer når vi, siger han.

I løbet af de kommende uger sættes der også gang i de udstillinger, der skal være i Løgstør, Farsø og Aalestrup - i nævnte rækkefølge.

- Jeg ved, hvordan de skal se ud og laves, men jeg mangler navnene. De skal nok komme, lover Johnny Haugaard.

Udstillingen åbner 4. april og varer til midten af maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste