Brandbiler sælges for en slik - hvis du er heldig
MARIAGERFJORD: Traditionelt ligger brandmandsfaget helt i top, når man spørger børn om, hvad de vil være, når de bliver store.
Er du en af dem, der stadig har drømmen, har du nu muligheden for at erhverve din helt egen brandbil. Faktisk to muligheder, for Krone Auktioner i Hadsund har netop sat to fuldt funktionsdygtige veteranbrandbiler under hammeren.
- Vi har også afprøvet dem, og de laver nogle flotte regnbuer. Jeg kan godt garantere, at de kan stå distancen i den helt store vandkamp, siger Allan Krone, der går auktionarius Kasper Krone til hånde.
Krone Auktioner har en gang tidligere haft en brandbil på auktion.
- Bent Gade stod i nogle år bag foreningen Beredskabets Venner i Als og kørte rundt og viste en brandbil frem til lokale arrangementer og træf. Men for et par år siden solgte han bilen gennem os, og den blev solgt til et nordjysk gods, hvor den skulle bruges til sit egentlige formål - at slukke brande. Jeg forestiller mig, at det også kommer til at gælde de to, vi nu har på auktion. De kunne godt være interessante for eksempelvis forlystelsesparker, campingpladser, godser eller store landbrug, siger Allan Krone.
Den ene brandbil er en Scania 80 årgang 1970, der har kørt ved Aarhus Brandvæsen.
Den er udstyret med alskens grej som pumpe, slanger, forgrenerrør, strålerør, røgventilator, skumudlægger, stige, sugeslange, 1200 liter vandtank, blink, horn og røgdykkerudstyr.
Den anden er en Man 415, årgang 1963, der har kørt ved det tyske brandvæsen. Den er knap så godt udstyret, men har pumpe, tagmonteret vandkanon, sugeslanger, stiger, vandtank, blink og horn.
Begge har senest været i privat eje af samlere.
Mindsteprisen er henholdsvis 100.000 og 35.000 kroner.
Dertil kommer salær på 5000 kroner plus moms. Auktionen lukker 10. august.